Fortryllende Tivoli-ture
Børnehjælpsdagen inviterer i samarbejde med Tivoli A/S hvert år i alt 4000 anbragte børn og unge gratis i Tivoli. Dette sker i forbindelse med Tivolis Lysfester, der finder sted inden åbningen af henholdsvis sommer- og julesæsonen.
En Lysfest er en generalprøve, som bl.a. fungerer som en oplæringsaften for Tivolis medarbejdere.
Lysfesten om sommeren er forbeholdt plejebørn og deres plejefamilier, mens lysfesten i november er forbeholdt børn anbragt på døgninstitution.
Lysfesten er en aften for specielt inviterede gæster, og man kan kun komme ind i haven med en billet i hånden. Dørene er åbne fra kl.17.00 – 22.00, og alle forlystelser vil være åbne og gratis.
Tivoli-turen giver børnene en særlig oplevelse og et pusterum i hverdagen. De kan for en stund glemme de bekymringer, som ofte følger med i kølvandet på en anbringelse uden for hjemmet.
Citater fra plejefamilier:
”Vi vil bare sige tusind tak for en hyggelig dag/aften i Tivoli. Vores plejebarn og vi havde en rigtig dejlig dag, hvor vi også mødtes med andre anbragte børn. Superdejligt arrangement, vi sætter stor pris på jeres tilbud til vores børn og familier.” Plejefamilie i Virum.
”Vi vil sige tusind tak for en fantastisk dejlig aften. Det vakte stor glæde hos drengene, der i perioder oplever ting, som kan være svært. Det var derfor en stor glæde at se, hvad denne aften gjorde ved dem. Tusind tak.” Plejefamilie i Helsinge.
Tivoli giver plads til hygge og grin









