Forside > Anbragte børn > Om anbragte børn

Anbragt uden mor og far

 

En hverdag uden mor og far har ofte store konsekvenser - både menneskeligt og materielt. De gode oplevelser, som mange forældre normalt kan give deres børn, er sjældent inden for samme rækkevidde for de anbragte børn og unge.

 

Generelt bliver anbragte børn udsat for langt flere belastninger end børn fra traditionelle familier. Mange har forud for en anbringelse været udsat for et stort omsorgsvigt, der kan føre til lavt selvværd og et ringe identitetsbillede.

 

Fælles for de anbragte børn er, at de - uden skyld - ikke nødvendigvis har samme chancer for at få et godt og konstruktivt liv. De har derfor brug for ekstra støtte, opmærksomhed og positive oplevelser, som kan styrke deres opvækstvilkår.

   

 

Vidste du, at:

  • Hver dag bliver 9 børn anbragt uden for hjemmet i Danmark.
  • Der er cirka 15.000 anbragte børn og unge i Danmark.
  • Hver 14. dansker har på et tidspunkt i deres liv været anbragt uden for hjemmet.

    

Hvorfor bliver et barn anbragt?

 

Der kan være mange forskellige årsager til, at et barn bliver anbragt uden for hjemmet. Det kan skyldes forhold alene hos barnet eller alene hos forældrene. Ofte er der tale om en kombination af problemer både hos barnet og forældrene.

 

Problemer hos barnet/den unge kan f.eks. være misbrug, kriminel adfærd, selvskade eller skoleproblemer. Dog er adfærds- og/eller tilpasningsproblemer den hyppigste årsag til en anbringelse. 

 

Problemer hos forældrene (i hjemmet) kan f.eks. være groft omsorgsvigt, seksuelt overgreb, misbrugsproblemer, vold eller sindslidelser. Dog er voldsom disharmoni i hjemmet den hyppigste årsag til en anbringelse.

 

Kilde: Ankestyrelsen 2008

 

    

 

Se flere tal og statistikker for anbragte børn og unge her 

 


Børnehjælpsdagen • Øresundsvej 148 • 2300 København S. • T: 3530 9300 • F: 3539 2929 • E: post@bhd.dk

CMS - Content Management System by SiteLoom