|
Sommerfest og sjov i Zoologisk Have
Cirka 150 anbragte børn og unge - samt en række kendte danskere - deltog
søndag den 20. juni 2010 i en stor sommerfest i Zoologisk Have på
Frederiksberg.
Børnehjælpsdagen stod bag arrangementet, der blev afviklet for fjerde år i træk i samarbejde med Zoo's
skoletjeneste.
Børnene og de unge, der er anbragt hos plejefamilier via
11 forskellige kommuner i hovedstadsområdet, kunne invitere hele deres
plejefamilie med til sommerfesten.
Dermed indtog 500 deltagere
- plejeforældre, plejebørn og søskende - Zoo til en festlig dag, der bød på et lærerigt og underholdende program.
På stylter med de kendte
Børnehjælpsdagens ambassadør, Peter Mygind, var konferencier ved sommerfesten. Derudover deltog tv-vært Felix Smidt, tv-vært og skuespiller Pelle Hvenegaard, tv-vært Andrea Elisabeth Rudolf, tv-vært Signe Lindkvist og skuespiller Mia Jexen.
Kendisserne fik blandt andet til opgave at bemande en række sjove værksteder. Her hjalp de børnene med at bruge lugtesansen som en bjørn, med at gå på stylter for at efterligne
en giraf og med at spise mad som en elefant.
Ved sommerfestens afslutning fik børnene og de unge
mulighed for at hilse personligt på deres idoler, få autografer, krammere og fotos.
"Hold op, det har været en hel fantastisk dag. Tænk at kunne få lov til at gøre en forskel for de her børn, der ikke altid har en nem hverdag. Man kan jo godt mærke, at nogle af dem ikke har så meget selvværd, og alligevel kommer de op på stylterne og får en god oplevelse," fortæller Pelle Hvenegaard. Han bemandende aktiviteten, hvor børnene skulle gå og spise som en giraf.
Sommerfesten 2010 blev støttet af:
Augustinus Fonden, Københavns Rotary Klubs Ungdomsfond og Tømmerhandler Johannes
Fogs Fond.
Tekst af: Sylvia Emilia Blazejowski / sb@bhd.dk Fotos af: Kim Agersten
22.06.10
|