- Detaljer
- Oprettet: Onsdag, 15 februar 2012 14:02
- Skrevet af Sylvia Emilia Blazejowski
Julelotteriet sikrer millionbeløb til danske foreninger og skoleklasser
Børnehjælpsdagens Julelotteri 2011 er nu afsluttet og opgjort med det bedste resultat nogensinde. I alt har 595 foreninger, skoleklasser og idrætsklubber tjent 3 millioner kroner ved at sælge julelodder - over hele landet.
For 5. år i træk har Børnehjælpsdagen oplevet en stigende interesse for hjælpeorganisationens Julelotteri, der netop er blevet opgjort for 2011. Resultatet er det bedste nogensinde i lotteriets historie – og viser en flot omsætning på over 7,1 millioner kroner. Det er en stigning på 26 procent i forhold til Julelotteriet 2010.
Resultatet er baseret på en stor indsats fra tusindvis af børn og unge, der – gennem en forening, skoleklasse eller idrætsklub – har solgt julelodderne i deres lokalområde. I alt har 595 tilmeldte foreninger/klasser solgt 355.000 lodder i perioden den 31. oktober – 24. december 2011.
For hvert solgt lod (til 20 kroner) har foreningen/klassen modtaget 8,50 krone af Børnehjælpsdagen. Det betyder, at Julelotteriet 2011 har givet sælgerne en samlet indtægt på 3 millioner kroner. Pengene er typisk øremærket til aktiviteter i foreningen/klassen, så børnene og de unge kan deltage i stævner, komme på lejrskole, få nyt træningsudstyr mv.
Lodsalg til fordel for anbragte børn
En væsentlig årsag til det gode salgsresultat for Julelotteriet 2011 er, at foreningerne/ klasserne er blevet bedre til at sælge flere lodder. I gennemsnit har hver deltagende forening/klasse solgt 2000 lodder mere i 2011 - set i forhold til 2010. Samtidig er antallet af sælgende foreninger/klasser steget med 8 procent.
"De mange unge sælgere har ydet en helt fantastisk indsats! Efter konceptet hjælp-til-selvhjælp har de været med til at sikre et økonomisk tilskud til foreningen, skoleklassen eller idrætsklubben. Lotteriets succes afspejler dermed, at børn i den grad kan tage et medansvar - ikke mindst når det gælder udsatte grupper i det danske samfund. Gennem lodsalget er forenings- og skolebørnene med til at støtte anbragte børn. Det er en smuk gerning, at børn på den måde kan hjælpe andre børn, som har det svært - i en hverdag uden mor og far", forklarer Børnehjælpsdagens adm. direktør Jytte Tholstrup Svendsen
Overskuddet fra Julelotteriet går til Børnehjælpsdagens arbejde for de 15.000 anbragte børn og unge, der bor på en døgninstitution, et opholdssted eller hos en plejefamilie i Danmark. Børnehjælpsdagen er en landsdækkende hjælpeorganisation, der - året rundt - støtter de anbragte børn med gode oplevelser og kompetencegivende aktiviteter.
Se den senest opdaterede salgsstatistik for Julelotteriet 2011 her
Foto af: Kim Agersten





