Skoler fra hele landet engagerer sig i Børnehjælpsdagens Julelotteri for at støtte udsatte børn og unge. Gennem salg
af skrabelodder får eleverne ikke blot mulighed for at spare op til klasseaktiviteter og lære værdien af penge, de bidrager også til at forbedre livet for anbragte børn.
Som efteråret træder ind, er tusindvis af skoleelever i gang med at sælge skrabelodder i Børnehjælpsdagens Julelotteri. Hvert lod skaber nye muligheder for oplevelser, ture og udflugter til klassen, samtidig med at det bidrager til Børnehjælpsdagens arbejde for at forbedre vilkårene for de over 13.500 anbragte børn og unge i landet.
Børnehjælpsdagens arbejde inkluderer en lang række indsatser – herunder traditionsrige julefester, opfyldelse af drømme og
kompetenceudviklingsforløb. Formålet er at give børnene og de unge positive oplevelser, nye relationer at spejle sig i og bedre betingelser for at gennemføre en uddannelse.
For det er veldokumenteret, at anbragte børn og unge klarer sig væsentligt dårligere i uddannelsessystemet end deres jævnaldrende (i). Ligeledes viser statistikken, at 40 % af anbragte børn ml. 16 og 17 år ikke har taget folkeskolens afgangsprøve, mens det kun gælder 6 % af ikke-anbragte børn (ii). Og det er kritisk, eftersom al forskning peger på, at en god skolegang er den stærkeste beskyttelsesfaktor for anbragte børn og unges livsbane.
Elever i hele landet er derfor taget på gaden med julelodder i hænderne og et halstørklæde om halsen til fordel for anbragte.
Engagementet blandt eleverne
På Bagterp Sydøst Skole er eleverne i 0.A i fuld gang med at sælge lodder. De vil sikre, at andre børn har det lige så godt som deres egen klasse. ”Pengene skal bruges til udflugter til Fårup Sommerland og weekendture – de ture man måske ikke altid har muligheden for, men som kan binde en klasse meget bedre sammen,” fortæller klasselæreren. Lodderne blev delt ud i sidste uge, og allerede nu har de solgt størstedelen. ”Vi er stolte over, hvor hurtigt børnene fik sat gang i salget,” lyder det fra læreren.
For 8.A fra Lundergårdskolen er det deres første Julelotteri. Klassen har fået 300 lodder, og salget er allerede godt i gang. Eleverne vil gerne på en fælles tur til Læsø, en oplevelse, der er vigtig for klassefællesskabet, men som også udgør en økonomisk udfordring. De samarbejder om salget for at sikre, at alle kan være med, hvilket gør indsatsen ekstra meningsfuld, da en af klassekammeraterne selv er anbragt.
Inklusion i skolemiljøet
For både Glud Skole og Outrup Skole er deltagelsen i Julelotteriet en kærkommen mulighed for at give tilbage.
“Vi er motiverede af at hjælpe udsatte børn, fordi vi selv har en elev, der har haft glæde af jeres arbejde,” fortæller klasselærer Line Møller Jacobsen. Samtidig kan de samle penge ind til en afslutningstur i Djurs Sommerland.
Outrup Skole har også været aktive, og forældrerådet har skabt tryghed omkring deltagelsen i lotteriet. Eleverne og deres familier planlægger at bruge pengene til en fælles tur til den lokale Barfodspark, samtidigt med at de ønsker at støtte Børnehjælpsdagen. Ligesom på Lundergårdskolen og Glud skole, har Outrup nemlig en anbragt elev, og klassen har sørget for at inddrage skolen og få lotterisalget som en del af undervisningen, hvilket øger engagementet blandt eleverne.
At gøre en forskel: Elevernes rolle i Julelotteriet
I Børnehjælpsdagens Julelotteri får eleverne en unik mulighed for at bidrage til noget større. Det handler ikke kun om at samle penge ind til klasseaktiviteter, men også om at støtte udsatte børn og unge i Danmark. Gennem salget lærer eleverne værdien af ansvar og empati, mens de arbejder sammen for at nå deres mål. Som klasselærer Line Møller Jacobsen bemærker, bliver det en win-win-situation, hvor både deres egne behov og anbragte børns behov bliver mødt.
Det er inspirerende at se, hvordan skoleklasser over hele landet deltager og tager ansvar. Julelotteriet er mere end blot et fundraising-projekt; det skaber håb og samhørighed blandt børnene.
Kalder alle aktive børn og unge
Aktuelt er over 400 foreninger, klubber og klasser rundt om i alle landets kommuner på gaden som sælgere – men der er plads til mange flere aktive børn, der gerne vil gøre en forskel for både eget fællesskab og for anbragte børn og unge.
”Det er virkelig det fineste ved lotterierne, at børn får mulighed for selv at bidrage både til deres lokale forening eller skoleklasse og til andre børn – det giver håb, når vores næste generation oplever værdien i at skabe overskud i fællesskab og være noget for andre.” siger Sofie Hugo, Direktør i Børnehjælpsdagen.
Det er muligt at tilmelde sig nu og i hele salgsperioden fra 8. oktober til 31. december. Bestilling af lodder er gratis, og usolgte lodder kan returneres.
Sidste år modtog 461 lokale foreninger, klubber og skoleklasser over hele landet i alt 2.982.801 millioner kroner for deres salg af Børnehjælpsdagens Julelodder.
Referencer:
(i) ‘Anbragte 15-åriges hverdagsliv og udfordringer’, 2013, SFI og Bo Vinnerljung, professor, Socialt arbejde, Stockholms Universitet.
(ii) ‘Anbragte børn klarer sig langt dårligere end andre børn’, 2015, KL (Momentum).
