De færreste har egen bolig, styr på økonomien og er uafhængige af hjælp hjemmefra dagen efter de er fyldt 18 år – og særligt ikke dem, der er vokset op væk fra deres biologiske forældre. Derfor har Nicole Kristensen, der også er unge ambassadør hos Børnehjælpsdagen, stillet et borgerforslag om, at ungestøtte skal være en selvfølge for alle 18-årige i anbringelse. Forslaget får stor opbakning fra andre unge, som på egen krop har mærket uvisheden ved udsigten til pludselig at skulle stå på egne ben i en ung alder og før, de er klar.
Børnehjælpsdagen har spurgt en række (tidligere) anbragte unge, hvad de tænker om anbragte unges ret til ungestøtte efter de er fyldt 18 år, fx i form af en mentor eller med mulighed for at blive boende længere tid hos plejefamilien eller på bostedet.
Borgerforslaget møder både respekt og stor opbakning fra de adspurgte unge. Alternativet til at få ungestøtte byder desværre på virkelig mange dårlige oplevelser og svære måneder og år hos dem, der har fået et nej til ungestøtte i 18-års fødselsdagsgave fra kommunen – og et afslag kan have negative konsekvenser for den unges muligheder for at klare sig godt ind i voksenlivet.
Hvem hjælper ikke deres børn efter 18. år?
En række unge, tilknyttet Børnehjælpsdagen som ungeambassadører, har svaret på, hvordan usikkerheden i forhold til at få tildelt ungestøtte eller ej har påvirket dem i deres liv. De fleste af de unge, vi har talt med, har fået lov til at fortsætte med at få ungestøtte. Og de er selv meget overbeviste om, at ungestøtten har haft en afgørende og positiv forskel for dem, så de har fået en bedre overgang til voksenlivet.
Cecilie, der i dag er 23 år, fortæller, at det for hende var på et hængende hår, at hun endte med at få støtte fra sin kommune og fik lov til at komme i plejefamilie efter sit 18. år:
“Hele min livssituation vendte, og jeg fik det meget bedre. Hvis jeg ikke havde fået ungestøtte og var kommet i plejefamilien, ville jeg måske slet ikke være i live i dag, eller jeg var blevet en klassisk svingdørspatient i psykiatrien.”
Caroline er tæt på sin 18-års fødselsdag og vil meget gerne vil blive boende længere hos sin plejefamilie, men kan ikke få et klart svar fra kommunen:
“Jeg ved jeg ikke, om jeg får min ungestøtte, eller om jeg skal klare mig selv fra den dag jeg bliver 18 år. Jeg synes, det er enormt hårdt, og det påvirker mig virkelig, virkelig meget psykisk. Jeg ved, at jeg ikke er klar til at stå på egne ben.”
Og Sara, som i dag er voksen og har det godt, klarede sig kun med nød og næppe, da hun var teenager: Det er så SINDSSYGT vigtigt med ungestøtte. At have haft et hjem i så mange år, for derefter at få det taget fra sig med beskeden om, at “nu er du 18 år og voksen” – det er ikke i orden! Som forælder ville man hjælpe sit barn, selv efter de er fyldt 18 år.”
Dårlige odds bliver dårligere
Anbragte børn har som alle andre jævnaldrende i Danmark brug for støtte fra en familie. Både som helt små og som teenagere, og også ind i 20’erne. Statistik og forskning viser desværre, at det giver dårligere odds for et nogenlunde almindeligt og selvforsøgende liv at være vokset op som anbragt. Der er en overrepræsentation af tidligere anbragte i fængselsstatistikkerne, og det samme gælder mange af dem, der er i kontakt med psykiatrien.
Udsigterne bliver kun dårligere, når der i dag hersker stor usikkerhed om, hvad der skal ske efter anbragte børns 18 års-fødselsdag. Hvor mange unge i Danmark i 2024 står helt klar til at flytte hjemmefra helt alene som 18-årige og uden mors eller fars hjælp og penge?
Det giver ikke mening for os, at de unge mennesker, der i forvejen får tilbudt nogle svære børneliv, også skal opleve den sværeste start på ungdomslivet,” siger Sofie Hugo, Børnehjælpsdagen Direktør.
Hun fastslår, at civilsamfundet kan tage et vigtigt medansvar, men at der også bør sikres rimelige grundrettigheder for de unge: ”I Børnehjælpsdagen har vi bemærkelsesværdige erfaringer med at støtte unge i overgangen fra anbringelse til at stå på egne ben – fx gennem det længerevarende styrkeforløb, Empower4U, men det ændrer ikke ved, at det basale behov for mange af de unge mennesker er stabilitet i hverdagen. Når vores alles velfærdssamfund overtager ansvaret for de børn, som bliver anbragt for at sikre en stabil opvækst, så giver det ikke mening at smide dem for porten den dag, de fylder 18 år”, afrunder Sofie Hugo med en opfordring til at lytte til og bakke op om de stærke unge stemmer.
