Ungdomsværn vindere 2024 i Børnehjælpsdagen

Vinderne af Ungdomsværn 2024 er…

De glade elever fra 5.A og 5.B fra Greve Privat Skole sad klar ved skærmen, da vi i morges overleverede den gode nyhed, at netop de er vinderne af Børnehjælpsdagens skoleprojekt Ungdomsværn 2024.

Salg af muleposer og bankospil gav 20.811 kr.

De har nemlig lavet den største indsamling til fordel for anbragte børn i Danmark – blandt de i alt 14 klasser, der har deltaget i projektet på landsplan.

40 engagerede elever indsamlede 20.811 kr. ind gennem events og kreativt salg af 300 muleposer.

Eleverne planlagde blandt andet bankospil for deres familier, hvor de fik tildelt hver deres opgave. Nogle var ansvarlige for præmieindsamling, andre for salget af bankoplader og muleposer og nogle tredje præsentationer af selve projektet. Og så har de gjort en stor indsats for at markedsføre sig på sociale medier.

”Vores elever har virkelig lært meget af projektet, dels selve projektarbejdsformen men i særdeleshed også om det faglige indhold. De har fået forståelsen af, at ikke alle børn har det lige nemt, og de har selv erfaret at værdsætte deres egen trygge barndom. De har desuden fået indblik i børns rettigheder. De har derudover haft en opgave i at arbejde sammen på årgangen, hvilket vi ikke har særlig tradition for på vores skole. Det styrker sammenholdet mellem klasserne i frikvartererne og i fritiden”, fortæller klasselærer Anja Linda Heinrichson.

Som vinder af Ungdomsværn 2024 modtager eleverne fra Greve Privat Skole en præmie på 3000 kroner til deres klassekasse. Eleverne fra 5. årgang vil gerne bruge pengene på en fællesoplevelse som Bonbon Land eller Sommerland Sjælland. 

Anbringelseshistorie gjorde indtryk

Som optakt til klassens projektarbejde har eleverne haft besøg af Børnehjælpsdagens unge ambassadør Cecilie, som har givet dem indblik i livet og hverdagen som anbragt barn.

Og det gjorde virkelig indtryk på børnene.

”Det var en kæmpe øjenåbner for mange af børnene at tale med Cecilie, der havde prøvet at være anbragt. Det var en oplevelse, som støttede op om det faglige stof”, afslutter Anja Linda Heinrichson.

I alt har 14 skoleklasser fra hele landet deltaget i Ungdomsværn 2024. Klasserne har tilsammen indsamlet 79.908 kr. til Børnehjælpsdagens arbejde via events og salg af muleposer.

Alle deltagende klasser har fået besøg af en Børnehjælpsdagens unge ambassadører, der har delt sin personlige anbringelseshistorie og dermed givet eleverne større forståelse for ‘det at være anbragt’.

Anbringelseshistorie gjorde indtryk

Har jeres klasse lyst til at være med i Projekt Ungdomsværn 2025, så kan I læse meget mere om projektet og tilmelde jer her. 

Seneste nyheder