I en tid hvor mange unge med anbringelseserfaring kæmper med overgangen til voksenlivet, står Børnehjælpsdagens ungeindsats EMPOWER4U som et fyrtårn, der viser vejen mod en fremtid med mere selvindsigt og styring over eget liv. Det er et unikt udviklingsforløb, der over 8-11 måneder med intensive camps og tjek ind-dage giver deltagerne brugbare redskaber og ruster dem til et styrket voksenliv.
Indsatsen har gennem de seneste år hjulpet adskillige unge til at finde fodfæste i både uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet – blandt andet Victoria, hvis rejse illustrerer den transformation, mange af de unge gennemgår.
Deltagere fremfor passive modtagere - og vejen til selvaccept
I EMPOWER4U betragtes de unge som aktive deltagere i deres egen udvikling, ikke som passive modtagere af hjælp. Victoria beskriver sin indledende skepsis ved forløbet og efterfølgende erkendelse:
“På vores allerførste Camp tænkte jeg ‘okay, hvad skal jeg bruge det her til?” Men så besluttede jeg, det var en oplagt mulighed for at smide den her sociale maske. For da jeg var lille, fik jeg høvl for at være anderledes og fik at vide, hvorfor jeg ikke bare kunne være bedre. Og det gjorde, at jeg blev et spejl, der afspejlede det, andre ville have mig til at gøre.
Victorias udvikling blev tydelig i løbet af forløbet:
”Nu har jeg i stedet lært at relatere til andre mennesker og møde dem, hvor de er, uden at gå på kompromis med mig selv. Jeg har lært, at det er okay at sige det, jeg vil, og være den jeg er, så jeg ikke misser chancer her i livet.”
Hurtigere vej til job gennem langvarig støtte og praktiske værktøjer
EMPOWER4U har dokumenterede resultater på, at deltagerne kommer hurtigt i job eller uddannelse. Men det handler ikke kun om at ’begynde’ på noget – i EMPOWER4U er der også et stort fokus på at styrke de unge, så de er klædt på til at gennemføre uddannelse, praktik el lign. eller at give dem et godt fodfæste på arbejdsmarkedet. Mere end 160 unge har deltaget i forløbet siden 2017, og 9 ud af 10 af de unge er efter forløbet i uddannelse og/eller beskæftigelse. 6 års følgeforskning af indsatsen fra Aarhus Universitet dokumenterer, at de unge af egen drift hhv. 2 og 4 år efter endt forløb fortsat videreudvikler deres self-efficacy, altså deres handletillid, handlekraft og handleevne, der er så vigtig for troen på egne evner til at lykkes.
EMPOWER4U følger de unge over en længere periode, hvor de gradvist får værktøjer til at håndtere udfordringer i hverdagen. Victoria beskriver det fundamentale formål med programmet:
“EMPOWER4U handler om positiv udvikling. Man får prøvet grænser af. Man synes jo selv man skal kunne det hele, og jeg har det selv svært ved at lave fejl. Jeg skulle lære at kigge på mine fejl, lære at udvikle mig, men også hvem jeg godt gad at være i fremtiden.”
For Victoria har disse værktøjer gjort en mærkbar forskel i hendes praktiske hverdag:
“På den allerførste camp øvede jeg mig på at afgive kontrollen og give min telefon til Staff på EMPOWER4U, som var virkelig svært. Men jeg ville gerne lykkes med det, komme ud i min udviklingszone, og det gjorde jeg. Det der med at tage små skridt ad gangen, det hjalp rigtig meget for mig. Det er vigtigt at sætte logiske mål, som er realistiske at opnå og inden for rækkevidde. Ellers er det nemt at give op. Og det er noget, jeg er blevet meget bedre til nu.”
Fastholdt udvikling og mentorskab – vi slipper ikke de unge
En af udfordringerne for mange sociale programmer er, at positive resultater kan forsvinde, når indsatsen slutter. EMPOWER4U forsøger at bevare de gode resultater ved at implementere regelmæssige tjek-ind’s og et stærkt mentorprogram, hvor hver deltager kan matches med en frivillig mentor, der kan hjælpe med uddannelse, arbejde og generelt støtte der, hvor den unge er.
Disse mentorer fungerer som brobyggere mellem forløbet og den virkelige verden; de hjælper de unge, hvor de er med at nå de mål, de har sat sig, samt hvordan de redskaber, de har lært, kommer i spil. Mentorskabet fungerer som brobygning, der lige giver et ekstra skub til at komme godt videre, når de unge deltagere har arbejdet så intensivt med at få mere mod, handlekraft og tro på sig selv. Mentorerne kan også være med til at give en ekstra hånd i ryggen til de unge på vejen ind i uddannelse og erhvervsliv. For deltagerne betyder det, at de ikke er alene på deres udviklingsrejse, men har en voksen ved deres side, der af frivillighed vil dem det allerbedste. For det er vigtigt at skabe konsistens og forudsigelighed i de unges liv, der kan have oplevet ustabilitet i opvæksten med skiftende kontaktpersoner.
Børnehjælpsdagen spiller en afgørende rolle som det faste holdepunkt, de unge altid kan vende tilbage til. Uanset hvor de er i deres udvikling, står Børnehjælpsdagen klar med vejledning og støtte. “Vi slipper ikke de unge,” er et grundprincip i EMPOWER4U.
Fællesskabet som bærende kraft og langvarige relationer
Et centralt element i EMPOWER4U er opbygningen af et stærkt fællesskab blandt deltagerne. Victoria fortæller om de konkrete øvelser og deres effekt:
“En aktivitet, jeg virkelig var udfordret med i starten, var det med at holde øjenkontakt – bare stå og se andre i øjnene og lade andre kigge på én. Men det blev faktisk nemmere, fordi man lærte hinanden bedre at kende.”
Hun beskriver også den transformative kraft i det fællesskab, hun har været en del af:
“EMPOWER4U giver redskaber til bedre at kunne fungere i de sociale fællesskaber, så det er som en goodiebag. Man fik vendt nogle af de dårlige vaner om i stedet for at være negativ og se alt i et kritisk lys. Så fik jeg faktisk vendt det til noget positivt og så nogle af de små glæder i livet. Det var en øjenåbner, og jeg ender med at få nogle rigtig tætte fællesskaber. Så det er faktisk noget af det, jeg vil huske allermest fra EMPOWER4U: de venner jeg mødte.”
En model for fremtiden
Victoria er i dag bedre rustet til at håndtere hverdagens udfordringer og har opbygget en selvtillid og selvindsigt, som hun ikke troede mulig, før hun startede i EMPOWER4U. Hendes transformation er et eksempel på, hvordan den rette tilgang kan ændre livsforløbet for unge.
Med dokumenterede resultater og personlige succeshistorier som Victorias er EMPOWER4U ved at etablere sig som en model, der potentielt kan implementeres bredere i mødet med unge med anbringelseserfaring i Danmark. Nøglen ligger i kombinationen af langvarig støtte, mentorskab, fællesskab og den grundlæggende tilgang til de unge som aktive deltagere i deres egen udvikling.
