Pressemeddelelse | 11.05.2025
For første gang i en årrække blev Årets Børnehjælpsdag 2025 markeret med en stor fysisk begivenhed, der samlede anbragte børn og unge fra hele landet i et kæmpe fællesskab.
Årsdagen er en festlig fejring, der hylder anbragte børn og unge for deres styrke, mod og glæde. Men årsdagen har også til formål at støtte og vise opbakning til de børn og unge iblandt os, der oplever lavere trivsel, mere ensomhed og mindre deltagelse i fritidsfællesskaber end jævnaldrende.
”Årsdagen er en helt særlig mærkedag for os og for anbragte børn, hvor vi viser dem, at de ikke er alene, og at vi er rigtig mange, der tror på dem og bakker dem op. Derfor er det stort, at vi kan samle så mange skønne børn og unge i så stort et fællesskab. Det er netop dét, vi arbejder for hver eneste dag i Børnehjælpsdagen, hvor vi møder anbragte børn og unge gennem fællesskabende aktiviteter og styrkende indsatser i hele Danmark.”
Direktør for Børnehjælpsdagen, Sofie Hugo
Børnehjælpsdagen blev første gang markeret i 1904 og har siden udviklet sig fra en stor landsdækkende indsamlingsdag til en moderne velgørenhedsorganisation, der nu arbejder året rundt for at styrke de cirka 13.500 anbragte børn og unge med tilbud om positive fællesskaber, der giver trivsel, glæde samt sociale og personlige kompetencer. Årets tema ”styrke, livsmod og livsglæde” afspejler både organisationens arbejde og fejringen den 11. maj.
Et brag af en fest for dagens hovedpersoner – de anbragte børn og unge
Børnene blev ført igennem haven af Tivolis havekontrollører, der i dagens anledning var iklædt deres fineste galla-uniformer.
Skønne Alexander på 9 år var mødt op med plejemor og plejefar, og han var meget begejstret for modtagelsen, hvor han fik hilst godt på Tivoli-mandskabet på vej mod Tivolis Koncertsal.
Konferencier Silja Okking bød velkommen til programmet på scenen, tilrettelagt for børnene på dagen, der bød på fællessang, gardermusik og modige lodsælgere. Børnene så også et kort teaterstykke om Børnehjælpsdagens historie og udvikling med hattedamer, indsamlingsbøtter og årsplakater gennem tiden, herunder med klapsalver til den smukke årsplakat 2025, skabt af kunstneren Ida Kvetny.
Programmet bød på rørende ord fra bl.a. ambassadører og fra direktør Sofie Hugo, der talte til børnene om glæde, styrke og mod. Det havde børnene nemlig selv delt med Børnehjælpsdagen før den store dag:
“Jeg bliver glad, når jeg er sammen med min plejefamilie.”
“Jeg føler mig stærk, når jeg klarer en svær dag.”
“Jeg føler mig modig, når jeg tør sige min mening.”
På dagen kom børnenes begejstring også til udtryk efter hyldestshowet til ære for dem, og inden de blev sluset ud i Tivolihavens forlystelser:
Sammen med ambassadørerne Victor Lander og Magnus Bruun stillede Jamilla (24 år), Kiara (10 år), Christine (12 år), Mille (20 år) op til at give dagen og showet en lille anmeldelse: “Den får 10 ud af 10” sagde pigerne – og gav Magnus Bruun så store high fives, at hans hånd blev manet til jorden!
Sam, der er tidligere anbragt og i dag ungeambassadør for Børnehjælpsdagen fortalte lidt om, hvad det betyder for ham at være en del af fællesskabet: “Børnehjælpsdagen har været meget vigtig for mig – for uden dem, ville jeg ikke være den, jeg er i dag – og jeg ville ikke kunne sætte det aftryk på andre unge, der har brug for det, som jeg gør i dag. Det er noget, jeg vil være taknemmelig for resten af mit liv.”
Sofie Hugo, Direktør i Børnehjælpsdagen, deler dagens hyldestord til alle anbragte børn og unge i hele landet: “Vi håber, de mærker, at de er del af et helt særligt fællesskab, hvor vi er mange, der hepper på dem og bare synes, de fortjener det allerbedste.”
Dagens fejring i Tivoli viste med al tydelighed, at opbakning og fællesskab omkring sagen lever i bedste velgående – båret af børnene selv, af frivillige, plejefamilier, fonde og alle, der tror på, at hvert barn fortjener tryghed, kærlighed, gode oplevelser og muligheder i livet.
