Der var dæmpet lys, fin bordækning og forventningsfulde blikke, da mere end 20 unge sammen med plejeforældre og kontaktpædagoger trådte ind på Restaurant GRIM i København til en særlig aften, hvor en flok modige unge havde meldt sig til at teste smagsløgene med dristige serveringer fra restaurant GRIM som en del af Børnehjælpsdagens Empower4U tilbud til unge med anbringelsesbaggrund.
I 2025 har Børnehjælpsdagen arrangeret en række Empowerdage rundt i hele landet for unge anbragte, som får nye oplevelser, nye fællesskaber og måske også lyst til at deltage i det længerevarende Empower4U forløb, som løber over et lille års tid med både camps og tjek-ind dage.
Denne empowerdag, på en aften i dette tilfælde, bød på en 4-retters luksusmiddag – og en oplevelse udover den særlige gastronomi.
Hos EMPOWER4U arbejder vi målrettet for at møde unge som de nye voksne, de er på vej til at blive. Derfor var svaret også et klart nej tak, da restauranten forud for arrangementet spurgte, om menuen skulle “tilpasses unge mennesker”. Denne aften skulle de unge opleve kvalitet, nærvær og en behandling, der signalerede: Du er værd at investere i – og du passer ind.
Et fællesskab vokser frem
Som aftenen tog form, forsvandt både nerver og usikkerhed. Snakken gik lystigt på tværs af bordet. Fra det øjeblik, forretten landede med rå tun med miso og salte urter, der bredte der sig en stemning af mod, nysgerrighed og åbenhed. Ingen tallerkener blev efterladt, selvom menuen bød på smage, som mange af de unge aldrig havde mødt før.
At turde smage, turde sige sin mening og turde lade sig udfordre – det er alt sammen kerneelementer i Empower4U-forløbet. Aftenen blev derfor en konkret øvelse i at træde ud af komfortzonen og opdage, at man godt kan stå fast, selv når noget føles uvant.
En personlig fortælling, der ramte
Inden forretten delte ejeren af Restaurant GRIM sin egen historie. Han fortalte ærligt om skolevægring, ordblindhed, talblindhed og følelsen af ikke at passe ind. Og om hvordan han alligevel fandt sin vej – og sin succes.
For mange unge med anbringelseserfaring er netop denne fortælling genkendelig: at føle sig anderledes, bagud eller forkert. Men oplægget viste, at ens begyndelse ikke bestemmer ens slutning. Den slags historier skaber håb, der er en afgørende ingrediens i enhver af Børnehjælpsdagens Empowerdage.
Når maden bliver en metafor for livet
Aftenens menu blev brugt aktivt som en måde at tale om mod, tryghed og fællesskab. Skimmelost i mellemretten fik flere til at sende bekymrede blikke – men igen blev alt spist.
Inden hovedretten lavede vi en central øvelse fra EMPOWER4U-forløbet: Hvem er “på dit team”? Hvem former dig? Samtalerne ved bordet blev dybe, personlige og ærlige – og mindede de unge om, at man selv har indflydelse på, hvem man lukker ind i sit liv.
De samtaler, der gør den største forskel
Selvom arrangementet officielt skulle slutte kl. 20, var der ingen, der havde travlt med at gå. Den trygge atmosfære skabte rum for de svære spørgsmål: Hvad gør man, når ens fortid spænder ben for ens fremtid? Hvordan tager man ejerskab over sin egen retning?
Disse samtaler er præcis, hvad Empowerdage handler om. De giver unge mulighed for at spejle sig i hinanden, blive mødt som voksne og mærke, at deres stemme betyder noget.
En afslutning med eftertanke
Desserten – bagt banan med karamel og is på råmælk – rundede aftenen af, men stemningen af sammenhold og refleksion blev hængende.
Da vi sagde farvel, afsluttede vi med ordene:
“Vi håber, at du i dette øjeblik tager en beslutning om ikke at lade din fortid definere din fremtid – men vælge den retning, der er rigtig for dig.”
Derfor betyder en Empowerdag noget
For unge med anbringelseserfaring er oplevelser som denne ikke blot hyggelige afbræk i hverdagen. De er afgørende. De giver tro på egne evner, mod til at prøve nyt, og ikke mindst følelsen af at høre til – også ved bordet til fine dining.
En kæmpe tak til Restaurant GRIM for at invitere de unge ind til en oplevelse, der sætter aftryk og for at skabe rammerne for en aften, hvor de unge blev set, hørt og anerkendt. Og hvor de – måske vigtigst af alt – fik lov at mærke, at de er mere end deres fortid.
Det er præcis dét, som en Empowerdag kan – og dét som Børnehjælpsdagen arbejder for at give de unge med på vejen ind i et styrket voksenliv.
Stor tak til Det Obelske Familiefond for at støtte Børnehjælpsdagen i at kunne styrke de unge med Empower4U indsatsen.
