En varm og meningsfuld jul for anbragte børn og unge

Julen kan være en svær tid for anbragte børn og unge. Mens det summer af forventninger og familietraditioner omkring os, oplever mange anbragte børn savn og en følelse af at stå udenfor.

”Jeg elsker alle ferier, men juleferien er nok den værste, da savnet til min biologiske familie er størst der” – fortæller en ung ifbm. en samtale om ambivalente følelser om at holde ferie, når man er anbragt.

Derfor gør Børnehjælpsdagen hver eneste december en særlig indsats for at skabe varme, trygge og inkluderende fællesskaber.

Julefester med traditioner, fællesskab og glimt i øjet

Hvert år holder Børnehjælpsdagen julefester for anbragte børn og unge, der bor på børne- og ungehjem. I år afholder vi syv store fester på kunstmuseer rundt i landet, hvor børnene kan mærke julestemningen helt tæt på gennem kunst, leg, musik og mødet med andre børn, frivillige og vores ambassadører.

”Mange af vores unge kommer ikke hjem til jul. Det er derfor betydningsfuldt for dem, at de kan komme med til en fælles julefest. Det giver dem en oplevelse af at være en del af noget større, fællesskab og følelsen af at høre til og være vigtig.” – Ansat på børne- og ungehjem i forbindelse med julefesterne.

Julefesterne er ikke kun hyggelige – de er en tradition, mange glæder sig til. En tradition, der skaber et fast holdepunkt midt i en tid, der ellers kan være svær.

Styrkedage i en måned, der kan føles ekstra tung

Børnehjælpsdagen sørger hvert år for vinter- og julestyrkedage, der giver børnene både hygge, sjove oplevelser og et frirum fra alt det, der kan være svært. December er for mange anbragte børn en af årets mest ensomme måneder. Derfor tilbyder vi styrkende aktiviteter, der tæller alt fra vinterrideture, der udfordrer mod og giver ro, bowling med nissehuer og fælles grin, kreative værksteder med perler, keramik og mere, hvor børnene laver personlige gaver, fælles måltider med nærvær og samtaler.

Styrkedagene giver børnene mulighed for at opleve sig som en del af et lille, trygt fællesskab – og for at opdage deres egne styrker i mødet med nye udfordringer og nye relationer.

Personlige julegaver til børn, der bor på børne- og ungehjem

Alle de børn, der deltager i årets julefester, får opfyldt et personlig julegaveønske, som de får overrakt til julefesten af glade, frivillige ambassadører, der hvert år træder til for at glæde børnene. Men ikke alle børn trives i større arrangementer. Derfor sikrer vi også, at dem, der ikke kan deltage, alligevel får en personlig julegave. I år uddeler vi omkring 500 gaver til børn og unge på børne- og ungehjem rundt i landet, som fortjener noget at glæde sig til.

Et fællesskab, der giver håb, i december og hele året rundt

At være anbragt påvirker et barns trivsel, relationer og selvværd – ofte langt ind i voksenlivet. Men vi ved også, at børnene rummer enorme styrker og potentialer, som kan folde sig ud, når de får støtte, positive oplevelser og stabile fællesskaber.

Derfor er Børnehjælpsdagens mission, at alle anbragte børn og unge skal opleve fællesskab, opbakning og håb for fremtiden – også i julen, og særligt i julen.

Og det er opbakningen fra både fonde, sponsorer, donorer og frivillige, der gør det muligt at give anbragte børn og unge i Danmark gode juleoplevelser og værdifulde minder.

Du kan også bakke op om vores store indsats i julen. Støt med en donation her.

 

 

Seneste nyheder