Lærkes drøm blev til virkelighed med Børnehjælpsdagens Drømmebank

For børn og unge med anbringelseserfaring kan drømme virke langt væk, når hverdagen er præget af skift og uforudsigelighed. Men hos Drømmebanken oplever vi, hvordan drømme kan give livskraft, handlekraft og håb for fremtiden. Fordi hos anbragte børn og unge er drømme særligt vigtige. Når man arbejder mod sine drømme, føler man sig nemlig motiveret til at tage skridt mod den ønskede fremtid.

Mød 15-årige Lærke, som drømmer om at blive sanger.

Lærkes drøm var et professionelt musikanlæg, og det ønske blev til virkelighed. Lærke fortæller hvordan musikken giver hende tryghed:

”jeg har altid fundet en tryghed i mit musikrum, fordi der kan jeg være mig selv, jeg kan fejle, og blive ved med at øve.”

Musikken giver hende rum til at fejle, lære og udvikle sig, og med det rigtige udstyr i hænderne kunne drømmen manifestere sig. Det åbner for nye ambitioner og forestillinger om, hvad fremtiden kan bringe. Når Lærke kommer tæt på musikken, får drømmene lov til at blomstre:

”hver gang jeg hører musik, har jeg et billede foran mig af, at jeg står på en scene, og det er det jeg gerne vil – at kunne komme ud og optræde”

Da Lærke optrådte ved Børnehjælpsdagens prisuddeling, kom hun endnu tættere på sin drøm. På den måde sang Lærke foran en fyldt Festsal på Københavns Rådhus sammen med sine to korveninder, der bakkende hende op ved mikrofonen. Hun opfordrer andre anbragte til at give drømmen luft under vingerne:

”de børn som er anbragt, skal følge deres drøm, og gøre det de har lyst til. Man skal følge dem, tro på sig selv, og ikke miste håbet”

Fra trommeudstyr til højskoleophold

Mange andre børn og unge har ved hjælp af drømmebanken fået opfyldt deres drømme i år – faktisk mere end 70 anbragte børn og unge over hele landet. Alt fra Trommeudstyr og at møde sit idol til kørekort og højskoleophold. Vidt forskellige drømme, der er blevet til virkelighed gennem Drømmebanken.

Når både store og små drømme bliver opfyldt får børnene og de unge også en tro på, at de er værd at investere i. Det opbygger selvværd og kan være med til at give nye drømme, håb og drive for fremtiden.

En stor tak til Egmont Fondens program ”En håndsrækning”, som gør det muligt, at give drømmene liv gennem Børnehjælpsdagens Drømmebank.

Kender du et anbragt barn eller en unge med en lille eller stor drøm? Så send dem til Drømmebanken – så ser vi på, om vi kan hjælpe med at opfylde drømmen her.

Fotos: Mette Overgaard, MOOT, Børnehjælpsdagen.

 

 

Seneste nyheder