Kære socialordfører
Du er ikke valgt endnu, og lige nu ved du heller ikke, at du kommer til at blive socialordfører og skal varetage en af de vigtigste poster i Folketinget: Men snart får du et ansvar, der er større end de fleste.
Du får ansvaret for cirka 1 procent af Danmarks børn og unge – de børn, som samfundet har taget ansvaret for, fordi de ikke kan vokse op hos deres egne forældre.
Når vi som samfund anbringer et barn, siger vi i praksis: Det her barn er vores fælles ansvar. Det ansvar håber jeg, vi sammen kan tage dybt alvorligt. For i dag er det netop disse børn, der får budt de sværeste liv og markant ringere livschancer end andre børn.
Derfor skriver jeg til dig. Ikke for at fortælle dig, hvad du skal mene, men for at dele det perspektiv, vi har fra praksis og tilbyde dig et samarbejde. Et samarbejde som skal skabe gode liv og muligheder for de børn, der har det sværest. Hvor vi sammen skaber fremtidens velfærdssamfund, hvor vi som civilsamfundsaktører må tage et endnu større ansvar, og hvor vi alle sammen er dybt afhængige af at få skabt et samfund, hvor alle kan bidrage, og ingen parkeres.
Vi stiller vores viden og erfaring til rådighed. Det vil være min fremstrakte hånd til dig, når vi efter Folketingsvalget adresserer dig direkte.
Vi er ikke en politisk organisation. Men vi møder hvert år tusindvis af børn og unge, der lever med de konsekvenser, som politiske beslutninger får i virkeligheden. Derfor vil vi gerne bidrage med det, vi kan: Viden og indsigter fra virkeligheden.
Der er både brug for meget akutte og meget langsigtede løsninger. Til gengæld er vi mange, der gerne vil være med til at skabe løsninger sammen med dig.
Tre akutte opgaver
Der er særligt tre områder, som kalder på handling nu – fordi de har direkte betydning for børn og unge lige nu:
- Plejefamiliereformen
Regeringen arbejdede med en plejefamiliereform, som ikke blev færdig.
Behovet er fortsat tydeligt i praksis. Der er faktisk ganske stor tilfredshed med plejefamilierne, hvis man spørger børnene, men der er også virkelig mangel på plejefamilier. Samtidig mangler plejefamilier nødvendig støtte – det skaber svigt, og vi møder børn, der oplever at blive opgivet. Oven i det vokser børn og unge op med en skamfuld bevidsthed om at være en udgift, fordi økonomien omkring en anbringelse skævvrider narrativer og ikke giver den nødvendige frihed til familien.
Nogle emner kan være svære at finde løsninger på, men langt flere emner er virkelig løsbare og meget betydningsfulde for de børn, det handler om. Så vi håber, at du straks vil fortsætte arbejdet. Og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at bakke dig op.
- Ungestøtte
Overgangen til voksenlivet er svær for mange anbragte unge. Det ser vi i praksis, og adskillige statistikker bekræfter det. Uanset om du kigger på hjemløshed, førtidspension, kriminalitet, eller unge uden for beskæftigelse eller uddannelse, så er tidligere anbragte markant overrepræsenteret.
Det er allerede defineret i arbejdet med Barnets Lov, at der skal arbejdes med ungestøtte. Men det er ikke sket – lad denne Folketingsperiode være tiden, hvor vi handler sammen. Der er både et etisk perspektiv – at de børn, der vokser op med de sværeste livsvilkår, også er de børn, der tidligst forventes at flyve fra reden. Og der er et meget konkret perspektiv for den enkelte unge, der som 17½ årig skal tage stilling til, hvor de vil bo, og det bliver tydeligt for dem, at det, de måske har dristet sig til at føle som et hjem, har en slutdato.
- Kvalitet i anbringelser – og stop for svig og svigt
Anbringelse er for mange børn og unge positivt – en løsning som kan skabe et bedre udgangspunkt i livet. Men de senere år har også vist alvorlige sager med økonomisk svig, svigt og manglende kvalitet i anbringelser. Dette samtidig med at kvalitetsmodellen er reduceret og socialtilsynene beskåret.
Det centrale spørgsmål, jeg håber, du vil tage fat i, er ikke, hvordan tilbud organiseres, eller et spørgsmål om ideologi, men kvaliteten for de børn og unge, hvis liv afhænger af den – om de oplever at have et trygt hjem, den nødvendige opbakning i hverdagen og et sted, de kan høre til.
Samtidig oplever vi, at en anbringelse kan være ganske ensom for et barn. Ligesom de voksne kan have brug for støtte, har børnene også brug for opbakning og fællesskaber, hvor de kan sænke paraderne og mærke at de kan bidrage.
Det langsigtede perspektiv
Ud over de tre akutte områder, er der også et langt sejt træk. Vores velfærdssamfund er i forandring – velfærdsområderne er under pres – det rammer de mest udsatte hårdest. Samtidig må vi som civilsamfundsaktører være klar til at tage et større medansvar – det skal aldrig være os, der siger godnat om aftenen eller tager med på legeaftale, men for mange af de børn, vi ser i Børnehjælpsdagen, har vi været det eneste blivende positive element igennem et børneliv, der ellers ofte er præget af skift og for mange også svigt.
Der er kald på et stærkt velfærdssystem, et stærkt civilsamfund og et tæt samarbejde. Uanset hvordan lovgivning sikrer rettigheder og kvalitet, så er det svært at gennemføre, når tiltagende rekrutteringsudfordringer efterlader vacancer, skaber stor personaleomsætning, lange sagsbehandlingstider og pres på personalet, økonomien og ledelsen. Det betyder fx i praksis, at omsorgsrollen for nogle børn primært varetages af vikarer, og at det er helt normalt at skifte sagsbehandler flere gange årligt eller slet ikke at have én. En udfordring som kalder på, at vi forholder os helt grundlæggende til, hvordan vi vil sikre, at der er tilstrækkeligt med hjerter og hoveder i det velfærdssystem, anbragte børn nok er de mest afhængige af.
Civilsamfundet er ikke løsningen på det problem, men vi spiller en anden central rolle på børneområdet. For Børnehjælpsdagen handler det om at vi skaber et fællesskab, som bliver et helle og heppekor, vi giver en vedvarende støtte gennem barndommen og ungdommen, og vi har et helt særligt privilegeret tillidsfuldt rum for at udvikle børn og unges styrker og handlekraft i egne liv. Vi vil være en aktiv og stabil partner i opgaven om at skabe hele og gode børneliv med fællesskab og kærlig opbakning, der giver selvværd og forudsætninger for at skabe sig et godt voksenliv.
Samtidig ser vi, at vi i civilsamfundet i stigende grad samarbejder og samler os – og dermed kan bidrage med stærkere fælles viden og løsninger. Det er skabt stærke alliancer omkring vores børn og unge med fantastiske organisationer, der hver især bidrager med særligt perspektiv, viden, erfaring i praksis og et samarbejde, der forpligter og har et kæmpe potentiale.
En åben invitation
Kære socialordfører
Vi kan ikke love at levere al den viden, du får brug for, men vi kan komme langt sammen:
Vi kan sørge for en direkte vej fra de indsigter, vi får, når vi møder børn og unge – og ind på Christiansborg. Og vi kan også love dig, at vi sammen med de andre stærke civilsamfundsaktører på børneområdet vil sikre, at du har et optimalt grundlag at beslutte på.
Til gengæld håber vi, at du vil holde døren åben for de perspektiver, der kommer fra praksis. Opgaven er for kompleks til, at én aktør kan løfte den alene. Derfor skal vi løfte det sammen. For samfundets skyld men mest af alt for børnenes skyld.
Sofie Hugo, Direktør i Børnehjælpsdagen
