Kender du et sejt ungt menneske med anbringelseserfaring eller en ildsjæl, der gør en forskel for anbragte børn og unge? Så kan du nu give en stor anerkendelse ved at indstille en kandidat til én af årets to hæderspriser: Børnehjælpsprisen og Lillebrorprisen.
Priserne gives henholdsvis til en anbragt eller tidligere anbragt ung samt til en person, der har gjort en særlig indsats på anbringelsesområdet.
Indstil frem til den 7. september.
Alle i offentligheden kan indstille en værdig kandidat senest den 7. september 2026 via bhd.dk.
Børnehjælpsdagens priskomité udvælger herefter tre nominerede i hver priskategori – og efterfølgende udpeges de to prismodtagere, der bliver hyldes ved en festlig ceremoni på Københavns Rådhus i november.
Børnehjælpsdagens priskomité er udpeget af bestyrelsen. Der er i øjeblikket en proces i gang for at udpege en ny komité til prisuddelingen i 2026.
Prisuddelingen har eksisteret siden 1993 med det formål at skabe styrke og opbakning til anbragte børn og unge i Danmark samt fremhæve de rollemodeller, der går forrest og viser, at det nytter at kæmpe for bedre opvækstvilkår for anbragte børn og unge.
Lillebrorprisen – Årets indsats
Lillebrorprisen for ”Årets indsats” tildeles en anbragt eller tidligere anbragt ung, som på bemærkelsesværdig vis har gennemgået en positiv udvikling og er lykkedes med at tage ejerskab over eget liv til inspiration for andre.
Børnehjælpsprisen – Årets støtte
Børnehjælpsprisen for ”Årets støtte” tildeles en person, der har ydet en ekstraordinær indsats for et eller flere anbragte børn eller for anbringelsesområdet.
Tidligere prismodtagere
Børnehjælpsdagens Lillebrorpris og Børnehjælpsprisen uddeles én gang årligt. Frem til 2019 blev Lillebrorprisen uddelt til foreninger eller organisationer, der havde gjort en ekstraordinær forskel for børn og unge i Danmark. I 2025 gik priserne til Oliver Bundgaard Driscoll og Mitra Skov Bjerregaard. Her kan du møde dem og læse deres takketaler fra dagen: https://www.bhd.dk/taler-prisuddeling/
Du kan se det fulde overblik over tidligere prismodtagere her:https://www.bhd.dk/vaer-med/prisuddelingen/tidligere-prismodtagere/
