Bølgerne slår mod skroget på Oslobåden, men for Tino handler turen om meget mere end bare sejlturen. Det handler om motoren, mekanikken og livet ombord. Gennem Børnehjælpsdagens Drømmebank fik han sit største ønske opfyldt: at komme bag kulisserne på det store skib, besøge maskinrummet og stå på broen.
Oplevelsen har ikke blot givet ham vind i håret, men også et helt nyt blik på fremtiden.
“Det bidrager til, at jeg kan se, hvad man kan arbejde med og lave ombord på et skib. Jeg kunne godt forestille mig at arbejde her. Det kunne være fedt”, fortæller Tino med lys i øjnene.
En huskebog fyldt med minder
Som anbragt kan det at have drømme føles som en luksus, man ikke tør tillade sig.
Men når en drøm bliver indfriet, sætter det dybe spor.
Tino beskriver selv turen som noget, der lagde sig direkte ind i hans egen personlige “huskebog” – et minde om, at det kan betale sig at holde fast, selv når tingene er svære.
“Jeg giver ikke op, før noget er umuligt. Jeg bliver ved med at kæmpe og tro på det, som jeg altid vil gøre,” siger han.
Man føler sig vigtig
For Tinos plejemor, Mona Marì har turen vist præcis, hvorfor det er så afgørende at lytte til de unges egne ønsker. Det handler ikke kun om selve oplevelsen, men også om den anerkendelse, der følger med.
“Det at have en drøm, og at den drøm kan blive til virkelighed, skaber et minde. De lytter til ham, og de er med til at skabe et godt minde. Det at du faktisk tør tro på, at man godt kan drømme, og at det nogle gange lykkes. Måske ikke lige på den måde, man havde tænkt, men vi når derhen” fortæller hun og uddyber:
“Det betyder noget at skabe et minde. Og at der er nogen, der har taget dig alvorligt. At du faktisk føler dig vigtig. Og det har vi alle mennesker brug for.”
Gennem Drømmebanken handler det netop om at spørge de unge: “Hvad drømmer du om?” frem for kun “Hvad har du brug for?”
På den måde viser vi de unge, at de har lov til at gå efter det de gerne vil.
Taknemmelighed der fylder alt
Mødet med både Børnehjælpsdagen og selskabet ombord har sat et uudsletteligt aftryk på Tino, som sidder tilbage med en stor taknemmelighed over, at fremmede mennesker har strakt hånden ud for at hjælpe ham.
“Det betyder, at jeg faktisk får hjælp. Det betyder alt. Og dem takker jeg også – jeg ved næsten ikke, hvordan jeg kan takke dem, fordi det er så flot, at de gør det,” afslutter Tino.
Turen på Oslobåden er forbi, men mindet og drømmen om en fremtid til søs lever videre.
Tusind tak til egmontfondes “En håndsrækning”, for at støtte op op Drømmebanken.
