En symaskine med stor betydning: Giver Mikas ro, krea-glæde og medvind

Mikas drømmer om at blive en stor tøjdesigner. Takket være en donation fra Børnehjælpsdagens drømmebank kan Mikas nu komme et skridt tættere på drømmen. 

 

Han køber ofte genbrugstøj, som han kan klippe i stykker og sætte sammen på kreative og smarte måder. Det vidner om stor opfindsomhed og et bæredygtigt mindset. I en ung alder ved Mikas allerede, hvad han gerne vil: Være en stor tøjdesigner og kunne skabe sine egne kreationer fra bunden.

Derfor sendte Mikas, i samarbejde med sit bosted, en ansøgning afsted til Børnehjælpsdagens drømmebank, hvor ønsket var klart. En symaskine, der både kan sy og brodere og en gine, der kan justeres i talje og brystmål, så de producerede kreationer kan prøves på.

En drøm, drømmebanken glædeligt kunne indfri.

En professionel støtte og et tiltrængt frirum 

For Mikas har det nye udstyr gjort en markant forskel for håndværket. Symaskinen gør det muligt at sy med en præcision, så stoffet ikke trevler, og ginen giver ham mulighed for at se sine ideer tage form i 3D.

”Jeg passer meget på symaskinen, fordi den hjælper mig med mange forskellige ting. Den hjælper mig på vej til min store drøm om at blive tøjdesigner.” 

Men udstyret har givet ham mere end blot tekniske muligheder. Det har også skabt et vigtigt mentalt frirum. Mikas fortæller, hvordan der falder en helt særlig ro over hans tanker, så snart han fordyber sig i syprojekterne.

En glæde der rækker videre. 

Skabertrangen stopper dog ikke ved hans eget klædeskab. Mikas bruger også sin nye symaskine til at glæde sine nærmeste, og han har blandt andet haft stor succes med at sy personlige bogmærker til sin familie.

Symaskinen og ginen er dermed ikke bare redskaber – de udgør fundamentet for Mikas’ videre rejse mod modedesign.

Tusinde tak til Egmontfonden for støtte til Drømmebanken.

Seneste nyheder