SØD TAND – SUND MUND
Børnehjælpsdagen tilbyder et kursusmodul om ‘ernæring og sundhed’ under navnet ‘Sød tand – sund mund’ der henvender sig til plejeforældre og fagpersonale, der arbejder med anbragte børn og udsatte unge.
Kurset byder på masser af inspiration til lækker mad, kager, desserter og fastfood uden sukker og med mindre fedt – uden at gå på kompromis med smagen. Derudover går vi i kødet på kræsenhed og snakker om, hvordan man kan skabe madglæde og køkkennysgerrighed hos anbragte børn og unge, så de kan opbygge sunde madvaner, som de kan tage med sig ind i voksenlivet.
På baggrund af dette lærer kursisterne at sammensætte sunde måltider på en hensigtsmæssig måde til anbragte børn og unge samt hvordan, den daglige kost influerer på den anbragtes trivsel.
Kursisterne får også praktisk erfaring med madlavning, hvilket giver inspiration til forskellige sunde måltider i hverdagen. I den forbindelse har vi fokus på formidling – det vil sige, hvordan de voksne bedst kan motivere børnene og de unge til at spise sundere og deltage aktivt i køkkenet.
Undervisningen består af oplæg og teori med nyeste viden. Vi præsenterer forskellige handlingsorienterede redskaber og giver plads til diskussion og erfaringsudveksling blandt kursusdeltagerne. For yderligere information, herunder praktisk afholdelse af kurset, tilmelding samt pris, kontakt venligst vores ansvarlige projektleder og underviser Susan Gritzman, sg@bhd.dk
Kurset er udviklet af Børnehjælpsdagen i samarbejde med VIA University College.