Mens foråret stadig var præget af corona, nægtede 12-årige Megan at give op. Som spejder for KFUM-gruppen Borggruppen trak hun i arbejdstøjet og endte med at sælge 3.360 Lillebror-lodder, og dermed indsamle over 50.000 kroner til Børnehjælpsdagen. Her håber man, at det rekordstore salg peger på, at nedgangen i aktiviteten så småt er ved at vende efter de hårde corona-tider.
For Megan har det været sjovt at komme rigtigt i gang igen derude.
”Jeg kan godt lide at sælge lodder. Jeg synes, det er sjovt at møde folk og snakke lidt med dem, og jeg har nogle faste ruter, jeg går. Jeg har en gang solgt til Nikolaj Coster-Waldau og i år mødte jeg formanden for Børnehjælpsdagens bestyrelse og fik taget et billede med ham. Det var sjovt,” siger hun.
Og der er brug for lodsedlerne derude siger Kommunikations- og marketingdirektør i Børnehjælpsdagen Claus Fahrendorff:
”Corona har været hårdt for de anbragte børn og unge, og har også præget vores aktiviteter og indsamlinger. Det har mildest talt været op ad bakke.”
Derfor er man i Børnehjælpsdagen meget taknemmelige for det arbejde, Borggruppen og andre spejdere, skoleklasser og klubber laver.
”Vi er super glade for, at årets resultater for lotterisalg peger på, at tilslutningen og aktiviteten omkring det vokser igen. Det er helt afgørende for Børnehjælpsdagens arbejde med de over 8.000 anbragte børn og unge, vi årligt er i kontakt med, og mere end 100 aktiviteter, vi afvikler,” siger Claus Fahrendorff.
Megan er glad for at kunne hjælpe Børnehjælpsdagen og for, at det er gået bedre med salget i år:
”Det var svært under corona, hvor folk ikke rigtig kunne lide at tage kontakt eller havde nogen kontanter på sig, men nu er de mere interesserede, og det smitter ligesom, når nogen køber, køber de næste jeg spørger også,” siger Megan, der også gerne vil sælge julelodder.
Den glædelige nyhed gør netop, at man også hos Børnehjælpsdagen nu også tør se frem mod det kommende julelotteri med positive forventninger.
”Nu, hvor det lysner forude, gælder det bare om fortsat at hænge i, også i forbindelse med Julelotteriet, for det er et vigtigt stykke arbejde, som alle får noget ud af,” siger Claus Fahrendorff.
Og skønt sommersolen er over os, er årets julelotteri allerede nu åben for tilmeldinger.