Regeringens forslag nr. 39 Nytænkning af efterværnsområdet.

Louise:
Endelig gør politikerne noget ved problemet omkring efterværn! Deres initiativ er genialt og fjerner frygten hos anbragte, når de bliver 18 år. Mange anbragte er bange for, at de ikke får efterværn, når de bliver 18. Det giver masse en usikkerhed, da de fleste ikke er klar til at klare sig selv, når de bliver 18. Jeg husker selv usikkerheden, da jeg var ved at blive 18 år. Det var ubehageligt. Jeg gik bare og ventede på at få af vide, om jeg var købt eller solgt og om min nye kommune, der skulle vurdere min sag, ville have mig. Det bliver rart, at man nu vil fokusere på at hjælpe den unge godt ind i voksenlivet!

Genial ide at forsøge for at længe ungdomsuddannelser for anbragte! Det vil i hvert fald gøre, at der er flere anbragte tager ungdomsuddannelse uden at de dropper ud. Men støtte fra ens kontaktperson og opholdssted gør også en del. Jeg er selv i gang med en erhvervsuddannelse, hvor jeg bliver støttet på det kollegie, jeg bor på.  Kollegiet er for unge, der er i efterværn og tidligere har boet på opholdssteder.

Victor:
“I min gymnasietid havde jeg mange andre ting end skole at tænke på. Jeg havde en del personlige ting at arbejde med, som gjorde, at jeg også har indlæringsvanskeligheder. Så jeg synes, det er godt ”at der som forsøg gives mulighed for, at uddannelsesinstitutioner kan tilbyde anbragte børn et forlænget uddannelsesforløb på hhv. de gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelserne, hvis der vurderes behov herfor.”

Det er godt, at man vil vurdere efter hver enkelt person. Det gør det faktisk muligt for os at få samme kompetence som andre unge i sidste ende. Jeg lærte ikke så hurtigt som alle andre. Jeg var lidt langsommere til at forstå tingene og kunne personligt godt selv have brugt det tilbud, så jeg måske nu kunne få de bedste muligheder for en god fremtid.

Sabine:
Efterværn for anbragte unge er en klar fordel, fordi man bliver mere rustet og klar til voksenlivet der venter én. Gennemførelse af uddannelse kan være svært uden støtte fra familie, hvis man er overladt til sig selv. Som ung anbragt er man mere udsat og har brug for støtte og hjælp i nogle svære situationer, hvor efterværn kan være med til at opretholde støtte og hjælp fra plejeforældre.

Jeg har selv været i efterværn, hvilket har givet mig super meget. Jeg har fået stor støtte til gennemførelse af gymnasial uddannelse og andre tin, der følger i overgangen til voksenlivet. Når man som ung er i 18-årsalderen – og gerne vil flytte hjemmefra – kan man selvfølgelig ikke tvinge unge anbragte til efterværn. Her er det godt, at man fra Regeringens side vil tænke nye veje til, hvordan man kan hjælpe de udsatte unge bedst, så de får en god overgang til voksenlivet, og man undgår, at de unge ikke bliver overladt til sig selv.

Maria:
Dette er et meget vigtigt område at tage fat i. Jeg modtog efterværn i ca. 6 måneder efter, at jeg fyldte 18 år. Det var meget passende i mit tilfælde. Efterværn var rart for mig at have til at starte med, eftersom jeg blev “smidt” i egen bolig og direkte ud i voksenlivet fra dag 1 som 17 årig. Det var rart for mig at vide, at der var én støtteperson til at holde lidt øje med, om det hele nu også gik i den rigtige retning.

For rigtig mange andre tidligere anbragte unge går det ikke så let. Nogen har brug for virkelig solid støtte, når de er fyldt det 18 år. Det er jo her voksenlivet virkelig rammer. Hvis man ikke får den rette støtte – specielt i den første tid – kan det hele godt blive meget overvældende og ramle sammen, og efterfølgende svært at samle igen. Derfor er det vigtigt, at man f.eks. får hjælp til at danne overblik og struktur i hverdagen.

Silas:
Jeg syntes, det lyder som en gode idé at tænke efterværn på en anden måde, i forhold til hvordan er i dag.

Josefine:
Der er mange unge, der kan føle sig “fortabte”, når de får tilbuddet om at komme i efterværn, da der sker et skift I, hvor de hører til. Jeg havde det sådan, og blev enig med min støtte-kontakt person om, at jeg ikke skulle starte et forløb op i Hvidovre kommune, da jeg blev udskrevet fra Frederiksberg kommune, da jeg blev 23 sidste år, hvor jeg ellers havde haft min støtte-kontakt person og sagsbehandler, siden jeg var 16. Jeg havde det som om, jeg ville skulle starte forfra, og det var ikke noget jeg følte, at jeg havde brug for.