13. december 2020, 08:13 Af: Sylvia Blazejowski

UNGDOMSVÆRN 2020: 5. klasse vinder skoleprojekt til fordel for anbragte børn

5. kl. på Carolineskolen har skabt den bedste kampagne til fordel for anbragte børn i Danmark. Eleverne løber med sejren i Børnehjælpsdagens landsdækkende skoleprojekt 'Ungdomsværn 2020'.

UNGDOMSVÆRN 2020: 5. klasse vinder skoleprojekt til fordel for anbragte børn

5. kl. på Carolineskolen har skabt den bedste kampagne til fordel for anbragte børn i Danmark. Eleverne løber med sejren i Børnehjælpsdagens landsdækkende skoleprojekt 'Ungdomsværn 2020'.
Ungdomsværn 2020: 5. klasse fra Carolineskolen er bedst til at støtte anbragte børn
5. klasse på Carolineskolen i København er vinder af 'Ungdomsværn 2020'. Eleverne modtager 5000 kroner til klassekassen for deres velgørende kampagne til fordel for anbragte børn og unge i Danmark. Foto: Børnehjælpsdagen

Eleverne i 5. klasse på Carolineskolen har svært ved at få armene ned. De er nemlig udråbt som vindere af Børnehjælpsdagens landsdækkende skoleprojekt “Ungdomsværn 2020′.

I efteråret har klassen knoklet for at stable en velgørende kampagne på benene – bestående både af indsamling, event og reklame. Det vigtige arbejde har nu vist sig at give pote. 5. klassen, der består af kun 15 elever, stryger ind på en flot første plads blandt i alt 21 deltagende skoleklasser fra hele landet.

5. klassen har i alt indsamlet 29.470 kroner til Børnehjælpsdagen – og dermed til fordel for anbragte børn!

Eleverne har blandt andet solgt 240 muleposer til en 50’er stykket, og de har afholdt en stor online (og dermed Corona-sikker) auktion med et hav af flotte sponsorpræmier – til en samlet værdi á ca. 36.000 kroner. Alle præmierne har eleverne selv indhentet fra butikkerne i lokalområdet.

Dertil har eleverne skabt en masse reklame i den gode sags tjeneste – blandt andet ved at lave flyvers og plakater, udsende nyhedsbreve og få omtale i lokalavisen.

Ungdomsværn 2020: Oplæg i klassen med Børnehjælpsdagens unge ambassadør
25-årige Sara er unge ambassadør for Børnehjælpsdagen og tidligere anbragt. Hun delte sin historie med eleverne fra Carolineskolen - og det gjorde et stort indtryk. Foto: Børnehjælpsdagen.

Ungdomsværn 2020: Anbringelseshistorie gjorde stort indtryk

Kampagnearbejdet blev kickstartet af 25-årige Sara, der er unge ambassadør for Børnehjælpsdagen. Hun var på besøg hos 5. klassen for at fortælle sin anbringelseshistorie – og give eleverne en større forståelse for “det at være anbragt”. Dét satte gang i tankerne og ikke mindst motivationen.

”Saras oplæg gjorde et stort indtryk på børnene. De var chokerede over, at der er børn i Danmark, der har sådan et liv. Det ansporede dem alle til at tage fuldstændig ejerskab for projektet. De var faktisk selvkørende fra dag ét – det har været en stor fornøjelse at være vidne til”, fortæller klasselærer Pia Litwar.

Hun tilføjer, at projektet også har styrket klassens sammenhold, da eleverne har arbejdet i grupper – og været afhængige af en fælles indsats for at komme i mål med både auktion og salg.

I alt har de 21 deltagende skoleklasser – inkl. 5. klassen på Carolineskolen – indsamlet 231.322 kroner til Børnehjælpsdagen gennem deres kampagner/events i perioden den 1. september – 15. november 2020.

Jonathan, 11 år
Indsamlingsgruppen
Carolineskolen, 5.kl

“Mange fra indsamlingsgruppen var ude at sælge muleposer. Jeg styrede mest tingene over nettet, f.eks. med donationer. Jeg ringede også til rigtig mange folk og spurgte om, de ville donere noget.  Jeg synes, det har været rigtig spændende, sjovt og lærerigt at lave kampagnen. Og det er sådan et godt formål. Det er rart at hjælpe andre børn og unge, der måske ikke har det lige så godt, som vi selv har det”.

Jacob, 11 år
Eventgruppen
Carolineskolen, 5.kl

“I eventgruppen har vi stået for at lave en auktion på Zoom. For mig har det været en rigtig sjov opgave, da jeg er typen, der godt kan lide at arbejde med en computer. Det føles virkelig fedt at vinde, for vi har lagt alle vores kræfter i det her projekt – det er en fed fornemmelse!

 

Lea, 11 år
Reklamegruppen
Carolineskolen, 5.kl

“Jeg har lært meget om at tage ansvar og samarbejde – og jeg har lært meget om skriveri. Det har været sjovt at gå i gang med en ny opgave hver dag i reklamegruppen, f.eks. at lave flyvers og artikler. Jeg synes, det er dejligt, at vi kan hjælpe dem, der har brug for det. For vi har det jo rart derhjemme, men der er andre, der ikke har det så godt derhjemme. Så jeg synes, det har været en rigtig god gerning at hjælpe de anbragte børn og unge”.

Ungdomsværn 2020: 5.kl. fra Carolineskolen er årets vinderklasse.
Klasselærer Pia Litwar med Lea fra reklamegruppen, Jonathan fra indsamlingsgruppen og Jacob fra eventgruppen. Alle har været begejstret for at deltage i 'Ungdomsværn 2020'. Foto: Børnehjælpsdagen.

Ungdomsværn 2020: Diplom til 5. kl. fra Carolineskolen
Et flot diplom bevidner et flot indsats. Carolineskolens 5. klasse har indsamlet i alt 29.470 kroner til Børnehjælpsdagen arbejde. Foto: Børnehjælpsdagen.

Ungdomsværn 2020: Kreativt kampagnearbejde i Børnehjælpsdagens skoleprojekt
Eleverne i 5.kl. på Carolinaskolen afholder online auktion på Zoom med masser af flotte sponsorpræmier. Klassen er årets vinder af Ungdomsværn. Foto: Privat.

Ungdomsværn 2020: Reklamearbejde i Børnehjælpsdagens skoleprojekt
Flotte plakater skaber opmærksomhed på det gode formål og elevernes auktion. Foto: Privat.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.