27. juni 2022, 09:12 Af: Ida Bjørg Meldgaard

Anbragte børn og unge kæmper med fordomme og udskamning

Du bliver ikke til noget. Er du kriminel? Plejebørn føder plejebørn. Det er desværre nogle af de negative kommentarer og forventninger, som mange anbragte børn og unge ofte møder. Maja Herholdt er en af dem, og nu vil hun sætte fokus på problemet ved at fortælle sin egen historie.

Anbragte børn og unge kæmper med fordomme og udskamning

Du bliver ikke til noget. Er du kriminel? Plejebørn føder plejebørn. Det er desværre nogle af de negative kommentarer og forventninger, som mange anbragte børn og unge ofte møder. Maja Herholdt er en af dem, og nu vil hun sætte fokus på problemet ved at fortælle sin egen historie.

På Facebook vælter det ind med støtte til Maja Herholdt. Hendes fortælling om mobning og modstand fra systemet har givet overvældende opmærksomhed, efter at den er blevet bragt på både TV Midtvest og i Go’ morgen Danmark. Ikke færre end 17.000 personer har liket Maja Herholdts kamp mod fordomme mod anbragte, og problemets omfang fremgår da også af kommentarerne fra andre tidligere anbragte.

”Gud hvor er det på mange måder skræmmende genkendeligt,” skriver Sidsel S. Lovewell på TV Midtvests facebookside.

”Lærerne eller klassekammeraterne kunne godt finde på at sige ’dine plejeforældre har dig kun for pengenes skyld’ eller ’du er for dum til at fatte noget’,” skriver Winnie Langholm.

”Din historie lyder meget velkendt. Jeg fik det samme at vide da jeg boede i plejefamilie,” skriver Anne Jensen Johansen om sin tid som plejebarn for nogle årtier siden.

Børnehjælpsdagen er hvert år i kontakt med mange tusinde anbragte børn og unge, og problemet er velkendt. Alt for mange oplever, at der følger en stigmatisering med det at være anbragt.

”Mange giver udtryk for, at de i deres hverdag ofte bliver mødt med fordomme om at være anbragt, og at det får dem til at føle sig som outsidere. Når du for eksempel får at vide, at du ikke duer til noget, kan børnene og de unge opleve det som at få taget troen om en god fremtid fra dem. Det betyder, at de ofte skjuler, at de har været eller er anbragte børn. For det kommer der sjældent noget godt ud af at fortælle,” siger Maria Deria, Afdelingsleder i Børnehjælpsdagen.

Børnehjælpsdagen arbejder både med at flytte fordommene mod de anbragte børn og unge og med at styrke deres selvtillid og selvværd.

”Vi tilbyder blandt andet at hjælpe landets skoleklasser med at lave kampagner til fordel for anbragte børn og unge. Det sker gennem vores skoleprojekt Ungdomsværn. Her kan skolebørnene også få mulighed for at møde Maja Herholdt eller en anden Unge Ambassadør fra Børnehjælpsdagen, som fortæller om, hvordan det er at være anbragt,” siger Maria Deria.

Negative forventninger og fordomme kan få meget stor betydning for børnene og de unges fremtid. Senere i livet er manglende selvtillid og tro på egne evner et velkendt problem blandt anbragte unge. Det viser forskning, som Aarhus Universitet har foretaget for Børnehjælpsdagen.

Derfor er budskabet klart fra både Maja Herholdt og Børnehjælpsdagen – man kan sagtens blive til noget, selv om man har en svær baggrund, og man er lige så god som alle andre. Et budskab, der er brug for derude.

”Jeg har været anbragt på børnehjem, og der var også mange fordomme,” skriver Pernille Gravgaard Riget, som synes, at det er sejt, at Maja Herholdt vil gøre op med fordommene.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.