På det der kunne have været en helt almindelig fredag i marts måned 2018 skete der noget, der fik alle otte beboere og de ansatte på Opholdsstedet Home i Hundested til at føle sig udvalgte og specielle på den gode måde.
Denne fredag var der nemlig besøg af hele seks af Børnehjælpsdagens ambassadører: sangerinden Birthe Kjær, tv-værten Bubber, skuespilleren Lars Hjortshøj, komikeren Karsten Green, tv-værten Pelle Hvenegaard og skuespilleren Søren Bregendal. Alle er de i forvejen meget dedikerede til Børnehjælpsdagens aktiviteter og projekter for anbragte børn og unge – fx sommerfester og julefester, hvor deres tilstedeværelse glæder og løfter hundredvis af plejebørn og institutionsanbragte.
Motiveret til at gøre endnu mere
Ved at besøge de otte anbragte unge hjemme i deres private omgivelser på opholdsstedet fik ambassadørerne. i modsætning til de store events, en meget tættere oplevelse og forståelse af de unges hverdag.
“Man oplever de unge én-til-én – og ser også ydmyghed, generthed, sårbarhed. Det betyder, at man lærer de unge at kende på en mere ægte og nærværende måde. Uden filter og uden omsvøb”, forklarer Bubber og fortsætter: “De unge virkede rigtig glade for besøget, og jeg følte mig meget velkommen. Det gør selvfølgelig også mig glad – og giver mig motivation og lyst til at gøre endnu mere”
Påskønnelse af de unge
På opholdsstedet er der ligeledes genlyd af begejstring efter ambassadørbesøget.
“De unge beboere følte sig meget påskønnet og oplevede en ægte interesse fra ambassadørernes side – og så er det heller ikke helt tosset at kunne dele den store oplevelse og vise billeder frem til familie og venner”, fortæller Jorun Magnussen, som er mangeårig pædagog og terapeut på stedet.