Børnehjælpsdagens Årsplakat 2022 er blevet offentliggjort søndag den 8. maj – på Årets Børnehjælpsdag. Den er en hyldest til de anbragte børn og og udsatte unge i Danmark.
Plakatens tema er ‘håb og drømme’, der relaterer direkte til Børnehjælpsdagens arbejde. Hjælpeorganisationen gør nemlig en målrettet indsats for at støtte anbragte børn og udsatte unge i at opnå deres drømme i livet – herunder at komme i uddannelse og job.
“Drømme er en form for ledetråd i livet. Det er vigtigt, at man tør sige sine drømme højt og dele dem med andre, som man stoler på – og som kan bakke op. Det har jeg selv gjort – og det betyder, at jeg i dag er godt i gang med min uddannelse som sygeplejerske. Børnehjælpsdagen har blandt andet hjulpet mig i den proces og det er jeg meget taknemmelig for, forklarer 21-årige Cecilie, der blev anbragt på et opholdssted som 15-årig.
Cecilie har bl.a. fået glæde af Børnehjælpsdagens efterværnsindsats EMPOWER4U og har også fået opfyldt en personlig drøm om en dykkerferie gennem Drømmebanken. Som unge ambassadør i Børnehjælpsdagen er hun i år med til at afsløre Årsplakaten – og motivere andre unge til at drømme stort!
Selve plakatmotivet er i 2022 skabt af den danske illustrator Rasmus Bregnhøi. Han har på allerfineste vis udfoldet drømme-temaet med sin tegnepen og karakteristiske streg.
“Min idé med plakaten er at vise at verden kan være stor og fantastisk og rummer en masse muligheder. Jeg håber plakaten vil være med til at skabe begejstring for livet og troen på, at der er håb for dem der har det sværest. Det er i det hele taget en stor ære at være årets plakatkunstner. Jeg gerne vil være med til at skabe opmærksomhed for Børnehjælpsdagen og være med til at hjælpe udsatte børn”, forklarer Rasmus Bregnhøi.
Årsplakaten 2022 koster 150 kroner, usigneret og 200 kroner, signeret. Den kan købes på www.bhd.dk/butik fra den 8. maj. Her er det også muligt at købe andre årsplakater, som er en del af Børnehjælpsdagens historiske plakattradition.