Man siger, at Julen er hjerternes, og ikke mindst familiens fest. Det er dog langt fra tilfældet for de tusindvis af anbragte børn og unge, der vokser op uden deres forældre i hverdagen.
Det er en af årsagerne til, at mere end 12.000 foreningsbørn og skoleelever fra den 31. oktober går på gaden med Børnehjælpsdagens Julelotteri 2018. De sælger Julelodderne til 25 kroner pr. styk.
Julelotteriet er dermed en vigtig støtte til Børnehjælpsdagens arbejde til fordel for de anbragte børn, der bor i alle dele af landet. De kommer ofte fra hjem med misbrug, sygdom, vold eller andet omsorgssvigt.
Sælgerne får ligeledes gavn af det velgørende lodsalg. De tjener nemlig op til 12 kroner pr. solgt Julelod til fælles aktiviteter i deres sportsklub eller skoleklasse.
Som køber af Julelotteriet er der også noget at glæde sig over. Ud over at støtte den gode sag er der store vinderchancer, attraktive gevinster og flotte hovedpræmier på højkant.
En ekstra bonus er, at Juleloddet kan anvendes som ’til og fra’-kort. Det betyder, at køberne på en sjov og anderledes måde kan give skrabeloddet videre til en, de holder af.
Skulle du som køber ikke støde på Julelotteri-sælgere i dit lokale område, kan du stadig deltage i lotteriet ved at købe skrabelodderne online.
Aktuelt har 420 foreninger, klubber og klasser fra hele landet tilmeldt sig som sælgere – af Børnehjælpsdagens Julelotteri 2018 – og der er plads til flere!
Tilmelding kan ske nu og i hele salgsperioden (31.oktober – 24.december) via www.bhd.dk/lotterier/bestil-lodder. Det koster ikke noget at bestille lodder og usolgte lodder kan returneres.