10 anbragte børn og unge kunne knap tro deres øjne og ører, da de – under et besøg hos Hovedstadens Beredskab – fik deres største drømme opfyldt.
De var oprindeligt inviteret til en rundtur på Hovedbrandstationen ved Rådhuspladsen, men der viste sig at være meget mere i vente: en racercykel, et keyboard, et læsekursus, LEGO i stakkevis og et kamera var nogle af de flotte drømme-gaver, der blev overrakt til børnene og de unge.
Bag overrækkelsen stod de Københavnske brandmænd, der havde valgt at donere cirka 40.000 kroner fra ‘Rejseklubben 112’ til Børnehjælpsdagens Drømmebank – for derved at realisere de konkrete drømme.
“Opfyldelsen af drømmene har vidtrækkende, positiv betydning for de enkelte børn i hverdagen – særligt i forhold til deres sociale og personlige kompetencer. For eksempel medfører en ny cykel mere fysisk aktivitet og mere social kontakt for den unge pige, der nu skal ud og trappe i pedalerne. På den måde kan cyklen i sidste ende være med til at øge hendes sundhed og trivsel. Vi er meget taknemmelige for den flotte donation, der altså skaber værdi for børnene på flere planer”, forklarer Børnehjælpsdagens projektleder Susanne Jensen.
En af de unge, som fik en drøm opfyldt med brandmændenes hjælp, var 14-årige Lucas fra Glesborg på Djursland i Midtjylland. Han fik et spritnyt og komplet trommesæt.
“Jeg er overlykkelig!! Jeg er helt vildt glad for trommesættet. Det betyder, at min hverdag bliver meget nemmere. Jeg kan få ‘ro på’ ved at høre musik og så spille med samtidig. Normalt er jeg meget oppe at køre, og folk kan godt blive trætte af, at jeg snakker for meget. Jeg bliver også selv træt af det i længden. Derfor er det godt for mig at få ro igennem musikken”, forklarer Lucas, der havde taget turen til København sammen med sine plejeforældre.
Trommerne blev straks testet af inde i brandstationens remise, hvor børn, plejeforældre, pædagoger, brandfolk og repræsentanter fra Børnehjælpsdagen var samlet til et rørende arrangement med taler af blandt andre overborgmester Frank Jensen samt live musik, leveret af bandet ‘Shu-bi or not Shu-bi’.
Udover det flotte beløb til Drømmebanken valgte ‘Rejseklubben 112’ også at donere 30.000 kroner til Børnehjælpsdagens signaturprojekt Empower4U.
Brandmændenes samlede donation blev mulig, da de fornylig nedlagde ‘Rejseklubben 112’, som har været en forening til støtte af brandmænds deltagelse ved ”World Police and Fire Games” (en slags OL for politi og brandvæsen).