Tolv medarbejdere fra Danske Bank har hjulpet Børnehjælpsdagen med at indpakke over 250(!) julegaver til anbragte børn og unge. Julegaverne uddeles under Børnehjælpsdagens årlige julefester til børn og unge, der bor på børnehjem og institutioner. Pakke-dagen blev stablet på benene i forbindelse med bankens årlige frivillig-program Time to Give, hvor medarbejderne arbejder frivilligt for velgørende formål.
”Time to Give kommer os selv og samfundet til gode. Med frivilligt arbejde kan vi hjælpe dem, der har brug for det. Samtidig kan vi se, at muligheden for at kunne arbejde frivilligt også gør en positiv forskel for vores medarbejdere” forklarer Nicoline Weih, der ansvarlig for Time to give-programmet i Danske Bank.
Danske Bank-medarbejderne har til dagligt deres gang i samme afdeling, nemlig intern revision. Det var én særlig og meget personlig historie, der inspirerede teamet til at lægge deres frivillige kræfter hos netop Børnehjælpsdagen:
”Jeg fik selv julegaver fra Børnehjælpsdagen, da jeg var barn. Jeg har ikke selv været anbragt, men da jeg var barn i 80’erne, gav Børnehjælpsdagen også gaver til fattige børn. For mig er det vigtigt at hjælpe dem, som har mindre end vi andre” forklarer Kristina, som altså var inspirationskilde, da gruppen skulle vælge deres velgørende formål.
Kristinas kollega, Michael, var heller ikke tvivl, da de skulle træffe beslutningen. Han har selv erfaring med den målgruppe, som Børnehjælpsdagen støtter, gennem et tidligere job på en specialskole med en del anbragte børn.
”Vi havde fra start aftalt, at vi ville gøre en forskel for børn – og anbragte børn er en gruppe, som ofte ikke har så mange muligheder, og hvor vi virkelig kan gøre en forskel”, forklarer Michael.
Efter en hel dag på Børnehjælpsdagens kontor – med god stemning og masser af julepakkeri – blev medarbejderne kun bekræftet i, at det er motiverende at hjælpe en mindre organisation samt udsatte børn, der bor ‘tæt på’. Samtidig var dagen med til at styrke sammenholdet i gruppen:
”Det er en investering for vores kollegiale fællesskab. Arbejdet giver os en følelse af, at vi gør en forskel for børn, der har virkelig brug for det. Samtidig er det en endnu større investering med frivilligt arbejde for en lille organisation som Børnehjælpsdagen, der dagligt arbejder for anbragte børn og unge” fortæller Michael.
Børnehjælpsdagen og Danske Bank har i 2019 indgået et større samarbejde, der omfatter en lang række aktiviteter over det kommende år, hvor ‘Time to Give’ er startskuddet.