Mød Birgit Jensen – leder af det socialpædagogiske opholdssted Vejgården, hvor hun også er plejemor. Birgit er en af den mange deltagere til Børnehjælpsdagens velgørende gå-event: ‘Årets Børnehjælpsdag – vi går Danmark rundt’.

Gå-eventet afholdes i Aarhus, Ryslinge og Slagelse den 30. april. Her vil anbragte børn og unge sammen med plejefamilier, pårørende og pædagoger gå en rute på 5 eller 10 kilometer for at blive synlige og vise, at anbragte børn bor overalt i landet.

Vil bare være én af flokken

Til daglig går anbragte børn i skole, spiser leverpostejsmadder og ser X-Factor ligesom alle andre danske børn, men mange bærer også på en tung byrde af svigt eller vold, som er usynlig for deres omverden.

Derfor er det vigtigt at sætte fokus på anbragte børn og unge – og deres vilkår. I sit mangeårige arbejde med målgruppen har Birgit Jensen dog oplevet, at synliggørelse ikke handler om, at de unge gerne vil have en identitet som anbragte.

“Tværtimod. De vil bare gerne være én af flokken og opfatter det at være anbragt som at udstille en svaghed”, forklarer Birgit, der har meldt sig til gåturen i Ryslinge.

I stedet mener hun, at den synlighed, som Børnehjælpsdagens arrangement skaber, skal være med til at af-tabuisere det at være anbragt.

”De ligner jo alle andre børn og unge, ikke? Mange af dem er faktisk også ressourcestærke, og vil noget med deres liv. Det synes jeg er vigtigt at vise, når vi er ude at gå”, afslutter Birgit.

Som at sige at man har kræft

Berøringsangst er noget af det, børnene oftest møder, når de fortæller, at de er anbragt udenfor hjemmet. Eller som Birgit siger om omverdens reaktion:

”Det er sgu ligesom, hvis nogen siger ’jeg har kræft’ … Så er der nogen, der næsten ikke ved, hvad de skal sige, vel?”

Hun anerkender, at det selvfølgelig er en katastrofe for det enkelte barn, lige når det bliver anbragt og skal vænne sig til en hverdag uden mor og far.

“Men det er jo ikke en katastrofe, de ikke kan håndtere. Børnene kan godt lære at leve med det, og der kan faktisk også komme noget rigtig godt ud af det, hvis de får den rigtige opmærksomhed og støtte”, forklarer hun.

Hvad kan andre gøre for at hjælpe?

Det allervigtigste for disse børn er ikke at blive behandlet mere anderledes, end de allerede i forvejen føler sig.

Hvis ens barn for eksempel går i klasse med et barn, der bor i plejefamilie eller på institution, foreslår Birgit, at man jo kan spørge om børnene lige skal have et lift til fodboldtræning, invitere dem med hjem eller lade ens egne børn overnatte ved de anbragte børn.

”Som udgangspunkt skal man gøre det samme for de anbragte børn, som for andre. De er jo også bare børn for pokker,” siger Birgit, men fremhæver samtidig, at de anbragte børn har nogle andre livsomstændigheder, som de ikke har valgt.

“Derfor fortjener de at få ekstra hjælp og støtte for ikke at føle sig udenfor fællesskabet og for at få lov til bare at være børn,” afslutter hun.