29. april 2016, 09:35 Af: Kenneth Tingberg

De gik ‘Danmark rundt’ for at hylde anbragte børn og unge

Lørdag 30. april gik 300 deltagere forrest for at hylde anbragte børn og unge ved gå-events i Slagelse, Ringe og Aarhus

De gik ‘Danmark rundt’ for at hylde anbragte børn og unge

Lørdag 30. april gik 300 deltagere forrest for at hylde anbragte børn og unge ved gå-events i Slagelse, Ringe og Aarhus
Fællesbillede fra Opholdsstedets Vejgårdens tur i Ringe
Fællesbillede fra Opholdsstedets Vejgårdens tur i Ringe. Fra højre mod venstre: Sofie (ikke anbragt), Camilla (aflastningsmor), Peter, Birgit (leder), Ann (ikke anbragt), Johnni og Solvejg (plejemor til ham, der tog billedet).

Som optakt til Årets Børnehjælpsdag 2016 er der netop afholdt gå-events i Aarhus, Ryslinge og Slagelse. Det er sket i samarbejde med en masse frivillige kræfter fra lokale idræts- og efterskoler.

Under parolerne #ViHylderAnbragteBørn og #ViGårDanmarkRundt gik anbragte børn og unge, pædagoger, plejefamilier, biologiske slægtninge og andre med tilknytning til Børnehjælpsdagen enten 5 eller 10 kilometer.

En vandretur, der skaber synlighed

I Ringe er Birgit Jensen, plejemor og leder af opholdsstedet Vejgården, en af dem der er mødt op til dagens gå-event. Hun mener, at den synlighed, som Børnehjælpsdagens arrangement skaber, skal være med til at af-tabuisere det at være anbragt.

”De ligner jo alle andre børn og unge, ikke? Mange af dem er faktisk også ressourcestærke, og vil noget med deres liv. Det synes jeg er vigtigt at vise, når vi er ude at gå”, siger hun.

LÆS OGSÅ: Mød Birgit Jensen – leder af opholdsstedet Vejgården

“En anbringelse kan sagtens være en positiv ting”

Med sig ude på 10-kilometer-turen havde Birgit den 19-årige Johnni Rasmussen, der bor på opholdsstedet. Trods regn og våde stier havde han en god oplevelse og var glad for at være med til at sætte fokus på sig selv og andre anbragte unge.

“Det budskab, jeg gerne vil bringe i dag, er at en anbringelse sagtens kan være en positiv ting. For mig har det været en gevinst at være anbragt; jeg har fået meget mere ud af min tilværelse, end jeg ellers ville have fået,” fortæller Johnni.

“Da jeg lige var blevet anbragt, oplevede jeg, at nogle opfattede anbragte børn som problembørn – men jeg var altså ikke anbragt, fordi jeg havde smadret en rude. Mine forældre havde ‘bare’ ikke mulighed for at tage sig af mig”, slutter Johnni, inden han træt kaster sig ind på bagsædet af Birgits bil.

LÆS OGSÅ: Baggrund – Velgørende gå-event hylder anbragte børn

Billeder skaber også synlighed

Udtalelser som Birgits og Johnnis er vigtige for Børnehjælpsdagen og de anbragtes sag. Lige så vigtige er de mange billeder, der er tikket ind fra deltagerne ude på ruterne. Her et par udvalgte snapshots.

Tak til: “Vi går Danmark Rundt”-arrangementet var ikke blevet til noget uden den enorme indsats fra Idrætsdaghøjskolen IDA i Aarhus, Ryslinge Efterskole, Gerlev Idrætshøjskole, de to ambassadører Karsten Green og Jøden og en hel række af Børnehjælpsdagens frivillige. Også tak for alle billedbidrag fra turen.

Billeder fra Ringe: Her var det Ryslinge Efterskole, der stod bag gå-ruterne. Der var rappe sko, bogstavleg, store så vel som små deltagere.

Billeder fra Slagelse
: Gerlev Idrætshøjskole havde arrangeret de indholdsrige ruter, mens komiker Karsten Green var med til at gøre turen rundt i landskabet endnu sjovere. Nederst ses en af de mange drømmetegninger, som bliver lagt ind i balloncer og sendt til vejrs på Årets Børnehjælpsdag 6. maj i København.

Billeder fra Aarhus
: Mere end 100 deltagere var med til at hylde de anbragte børn og unge, heriblandt rapperen Jøden. Idrætsdaghøjskolen IDA i Aarhus havde designet ruterne, der bød på sjove og fysiske udfordringer.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder
Smid en kommentar

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.