2. maj 2016, 11:45 Af: Sylvia Blazejowski

Dét drømmer anbragte unge om

Drømmene i Børnehjælpsdagens ballon-opsendelse den 6. maj er tegnet af anbragte børn og unge i Danmark. Mød dem her:

Dét drømmer anbragte unge om

Drømmene i Børnehjælpsdagens ballon-opsendelse den 6. maj er tegnet af anbragte børn og unge i Danmark. Mød dem her:
Sarah, Natazcha og Kristine viser deres drømmetegninger frem
Sarah (13), Natazcha (14) og Kristine (13) viser deres drømmetegninger frem. Foto: Børnehjælpsdagen.

Den 6. maj i Kongens Have sendes 1000 balloner med drømme til vejrs i anledning af Årets Børnehjælpsdag. Drømmene tilhører og er tegnet af nogle af de 11.000 anbragte børn og unge i Danmark – og med drømmene følger også store håb for fremtiden. Se nogle af drømmetegningerne her – og læs historierne bag.

Svært at vise følelser

Venstre: Patricia på 17 år har farvelagt skuespilleren Viggo Mortensen som Aragorn fra Ringenes Herre. Hun er vild med Fantasy.

”Min drøm er at møde Viggo Mortensen, fordi han er en god skuespiller. Jeg har altid haft en drøm om at blive skuespiller, fordi en skuespiller skal vise følelser. Jeg kan have svært ved at vise følelser, men så kunne jeg måske lære det, for jeg har masser af følelser inden i.”

Det har været svært for Patricia at tegne en drømmetegning, fordi hun føler, at der er meget hun ikke kan eller er god til. Hun har derfor valgt at kopiere en tegning og farvelægge den – en løsning hun er meget stolt af.

Vil gerne være kok

Højre: Peter på 17 år drømmer om at blive kok.

”Jeg drømmer om at blive rigtig god til at lave mad. Jeg vil gerne kunne lave mad til mig selv, når jeg bliver voksen, så jeg ikke skal leve af færdigretter og MacDonalds-mad. Jeg vil også gerne arbejde i et køkken, men jeg vil ikke være en af dem der bestemmer, for så bliver jeg stresset”, fortæller Peter om sin fremtidsdrøm, der blandt andet inkluderer en hotdog, en kage og en kokkehue.

Peter er godt i gang med at realisere sin drøm. Han er nemlig en af deltagerne på Børnehjælpsdagens nye projekt ‘Kitch’n’cool’, hvor nuværende og tidligere anbragte unge blandt andet lærer at lave sund, nem og billig mad.

Peter og Patricia bor til daglig i plejefamilie sammen på opholdsstedet Vejgården

På weekend med mor og plejemor

Venstre: Sarah på 13 år har en drøm om at komme på weekendtur til Lalandia med sin mor og plejemor, fordi hun til daglig ikke kommer på weekend med sin mor.

”Jeg vil gerne have min plejemor med, hvis min mor ikke orker eller bliver træt. Så ville jeg gerne have min plejemor, som kan lave nogle ting sammen med mig!”, skriver Sarah. På tegningen holder hun hånd med sin mor og plejemor foran Lalandia.

At se min mor og lillebror igen

Højre: Også Natazcha på 14 år savner at være sammen med sin familie.

”Jeg ønsker mig at se min mor og lillebror igen”, har Natazcha skrevet på sin tegning af en stor sol, der skinner på hende, der smilende står sammen med sin mor og lillebror. Allerhelst vil hun bare besøge dem, hygge sammen og snakke om hvordan de har det.

Kristines drømmetegning om det at møde Justin Bieber
Kristines drømmetegning om det at møde Justin Bieber. Foto: Privat.

At møde Justin Bieber – sammen med en veninde

”Mit store ønske er at få lov at se Justin Bieber og måske sige hej til ham. Det er mit ønske”, skriver Kristine, 13 år, på tegningen af hende sammen sin mor, veninde og en masse drenge og piger til Justin Bieber-koncert.

Men for Kristine handler drømmen ikke kun om at møde sit store idol. Ifølge plejemor Lene Britt, som Kristine, Natazcha og Sarah til daglig bor hos, handler den om at høre til.  Kristine oplever, at det at være fan af Justin Bieber giver en samhørighed med andre piger. Det er svært at få veninder, derfor er hendes drøm at komme til koncert og møde Justin Bieber – sammen med en veninde.

Støt drømmene – store som små

Drømme kan blive virkelighed, og du kan være med at støtte, at det sker for de udsatte børn ved give en donation til drømmeballonerne.

Hvert år opfylder Børnehjælpsdagen via projekt Drømmebanken ca. 50 drømme for udsatte børn og unge. Drømmene kan være alt fra at møde et særligt idol til at rejse ud og besøge en far, mor eller søskende, som barnet ikke har set i lang tid. Læs mere om Drømmebanken og hvilke drømme, der er blevet opfyldt gennem årene.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder
Smid en kommentar

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.