Hver dag arbejder Børnehjælpsdagen for at styrke anbragte børn og unge, så de har bedre chance for et selvstændigt voksenliv. Et vigtigt skridt på vejen er at støtte de unge mennesker i deres karrieredrømme – og dét sker løbende gennem projektet Drømmebanken, som i år fylder 10 år.
Børnene og de unge har mange forskellige jobs i sigtekornet, når de skriver til Drømmebanken. Kaptajn på en lodsbåd, dyrepasser, kok, professionel gamer. For blot at nævne nogle stykker. I de fleste tilfælde får de unge mennesker mulighed for at afprøve deres drømmejob – én enkelt dag – med hjælp fra Drømmebankens netværk af virksomheder, erhvervsfolk eller kendte danskere.
“Det er dejligt at opleve, at mange af de anbragte børn og unge rent faktisk har gjort sig tanker om deres fremtidige job. Vores vigtigste opgave er at tro på dem. Tro på, at de kan nå deres mål og drømme på et arbejdsmarked, der ikke nødvendigvis er let, når man kommer med en tung bagage og anbringelsesbaggrund”, forklarer Susanne Jensen, der er projektleder i Børnehjælpsdagen.
Drømmebanken har over årene også givet støtte til (ud)dannelsesforløb, der ligger forud for et ‘drømmejob’. Det kan f.eks. være studierejser, efterskoleophold, sprogkurser eller mentorordninger.
Dyrepasser for en dag
I 2016 skrev den 15-årige Zenia til Drømmebanken om sine fremtidsplaner. Hendes drøm var at blive dyrepasser! Hun fik derfor mulighed for at teste faget af i den østjyske dyrepark, Ree Park Safari. Her var hun med til at fodre både giraffer, aber og rovdyr samtidig med, at hun fik svar på en masse spørgsmål.
“Line, dyrepasseren, var rigtig god til at fortælle mig om arbejdet og uddannelsen. Jeg vil helt sikkert være dyrepasser, når jeg bliver voksen!”, fortalte Zenia, der bor i en plejefamilie.
Da uddannelsen kræver gode karakterer fik Børnehjælpsdagen et sponsorat i stand med virksomheden MentorDanmark, der gav Zenia gratis lektiehjælp i et helt år, så hun kunne blive bedre til dansk og engelsk.
LÆS OGSÅ: Dyrepasser for en dag
Sjove jokes som levevej
“Min drøm er at blive hørt og set og blive inspireret til at komme i gang med min store drøm om at blive standup komiker”. Sådan skrev 20-årige Bastian til Drømmebanken i 2016.
Kort tid efter blev den unge mand teamet op med Karsten Green og Tobias Dybvad, der begge er professionelle og anerkendte komikere på den danske underholdningsscene.
Bastian tog turen fra sin bopæl i Kolding til København, hvor mødet fandt sted. Her fik han præsenteret nogle af sine jokes for de to erfarne herrer, der gav ris, ros og gode råd med på vejen.
Børnehjælpsdagens Drømmebank har siden 2007 opfyldt anbragte børn og unges drømme – de drømme, der ellers aldrig ville kunne opfyldes, fordi midlerne eller mulighederne ikke er til det.
Det kan betyde en kæmpe forskel for et anbragt barn at få en drøm opfyldt. Det kan være med til at give en styrket tro på, at ting lykkes, en øget selvtillid, glæde og positiv opfattelse. Ifølge forskningen er det bevist, at disse faktorer leder til mere robuste relationer og større tilfredshed med livet.
Det er et vigtigt kriterie, at drømmene skal have indflydelse på børnene og de unges liv fremover – det kan være i forhold til bevægelsesglæde, sundhed, uddannelse, fritidsinteresser, de sociale og eller personlige kompetencer.
Samlet bidrager Drømmebanken til at styrke den mentale og/eller fysiske robusthed hos de unge mennesker, der typisk bor i plejefamilier eller på døgninstitutioner i Danmark.
Drømmebanken bliver finansieret via donationer fra fonde, virksomheder eller privatpersoner. Blandt de største bidragsydere er Egmont Fondens program ‘En Håndsrækning’ samt Lemvigh-Müller Fonden.
VI MARKERER DRØMMEBANKENS 10-ÅRS-JUBILÆUM MED DENNE ARTIKELSERIE:
VIL DU OGSÅ STØTTE BØRNENES DRØMME?
GIV EN DONATION ENTEN SOM PRIVATPERSON ELLER SOM VIRKSOMHED
PÅ FORHÅND TAK