Mere end 600 børnehavebørn fra region hovedstaden var samlet under åben himmel til Årets Børnehjælpsdag 2015 i Fælledparken. Her deltog de i en stor, fælles ballon-opsendelse, hvor de slap deres drømme fri – med hjælp fra kendte danskere.
Alle de deltagende børn havde forud for opsendelsen tegnet deres egen drøm på et lille stykke papir, som var lagt ind i de mange balloner.
De kendte, der hjalp til med den flotte, visuelle manifestation, var: Bubber (tv-vært), Sofie Linde (tv-vært DR Ultra), Katrine Bille (tv-vært Lille Nørd), Lars Hjortshøj (komiker), Timm Vladimir (skuespiller/ kok).
I alt deltog cirka 1000 mennesker i ballonopsendelsen, som Fælledparkens gæster og andre interesserede frit kunne overvære i det smukke vejr.
VIDEO: Se den smukke ballonopsendelse
’Drømme’ er et gennemgående tema på Årets Børnehjælpsdag 2015. Temaet er i god tråd med Børnehjælpsdagens daglige arbejde for de cirka 12.000 anbragte børn og unge, som bor uden for hjemmet i Danmark.
Børnehjælpsdagen afholder en lang række projekter og aktiviteter, der styrker børnene og de unge, så de får ’et stærkere jeg’ – både fysisk og mentalt. Dét giver dem bedre mulighed for at forfølge deres drømme for fremtiden.
Børnehjælpsdagen opfylder også specifikke ønsker for anbragte børn og unge via projektet ‘Drømmebanken’.
Del dit foto fra Årets Børnehjælpsdag på de sociale medier. #børnehjælpsdag15