Skoleklasser fra hele landet har i den sidste måneds tid været i fuld gang med at afholde events og aktiviteter til fordel for Børnehjælpsdagens arbejde.
Som led i projektet ’Ungdomsværn’ har eleverne på kreativ vis indsamlet penge og solgt muleposer i deres lokale områder.
LÆS OGSÅ: Skoleelever tager socialt ansvar
Der har været gang i forskellige tiltag, som f.eks. kagesalg og kagekonkurrence, bingospil, markedsdag, indsamling af flaskepant, støttemiddag og et velgørende løb.
Ud over dette, så har eleverne været dygtige til at markedsføre deres aktiviteter, både på de sociale medier og lokalpressen. Nogle klasser har også produceret plakater eller flyvers for skabe opmærksomhed i deres lokalområde.
De klasser, der deltager i Ungdomsværn, dyster mod hinanden om at lave den bedste PR- og indsamlingskampagne til fordel for anbragte børn og udsatte unge i Danmark.
“Det er rigtig dejligt, at vi på den måde kan samarbejde og skabe værdi på flere fronter. Børnehjælpsdagen, og dermed de anbragte børn, får glæde af de penge, som eleverne indsamler og den synlighed, som de skaber. Tilsvarende får eleverne en masse læring, f.eks. om socialt ansvar, projektarbejde, fundraising og event-planlægning”, udtaler Børnehjælpsdagens projektleder Stine Enevold Valentin.
LÆS OGSÅ: Silkeborg-klasse vinder ‘Ungdomsværn 2015’
Projektperioden slutter den 15. november 2016, og herefter vil Børnehjælpsdagen kåre vinderen, der bliver belønnet med en pengepræmie.