22. marts 2015, 09:30 Af: Sylvia Blazejowski

Fit’n’Food Camp for anbragte børn

Børnehjælpsdagens Fit'n'Food Camp gav anbragte børn og unge sunde madoplevelser – med naturen som ramme

Fit’n’Food Camp for anbragte børn

Børnehjælpsdagens Fit'n'Food Camp gav anbragte børn og unge sunde madoplevelser – med naturen som ramme
Foto: Børnehjælpsdagen.

Sund kost, madfællesskab og bevægelsesglæde stod øverst på menuen, da Børnehjælpsdagens ‘Fit’n’Food Camp løb af stablen på Knagelbjerghus i Svanninge Bjerge, den 20.-22. marts. Tolv anbragte børn og unge var med på campen for at få inspiration til en sundere hverdag.

De unge deltagere, der var i alderen 8-16 år, fik blandt andet mulighed for at smage nye råvarer samt lave sjove madpakker, alternativt slik og sunde aftensnacks.

“Mange anbragte børn kommer fra familier, hvor hverken fysisk aktivitet eller gode madvaner har været prioriteret. Det kan blandt andet have konsekvenser for børnenes psykiske og fysiske velvære samt indlæring i skolen”, forklarer Børnehjælpsdagens projektleder Anne Søderlind Henriksen.

“Vi vil gerne hjælpe børnene i gang med en sund livsstil. Målet med camp’en er at vise dem, at det kan være sjovt at være fysisk aktiv, og at der findes sunde alternativer til for eksempel slik og fastfood”, afslutter hun.

Naturen som ramme

Fit’n’Food Camp’en blev afholdt som en del af Bikubenfondens program ’Natur til et godt liv’, der tager udgangspunkt i natursociale aktiviteter på Knagelbjerghus i Svanninge Bjerge. Et væsentligt element i programmet er, at naturen bliver brugt som en alternativ arena til for eksempel skole eller institution.

Af samme årsag foregik en stor del af Fit’n’Food Camp’en i det fri. Deltagerne var blandt andet på en længere vandretur sammen med Bikubenfondens naturvejleder, der hjalp dem med at finde spiselige ting i det smukke, sydfynske landskab.

I 2015 afholder Børnehjælpsdagen seks forskellige camps på Knagelbjerghus, som Bikubenfonden stiller til rådighed. Næste camp finder sted den 17.-19. april.

Læs mere om Bikubenfondens program ‘Natur til et godt liv’

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder
Smid en kommentar

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.