”Ej altså – tusinde tak for præmien og vindertitlen i Lillebrorkonkurrencen. Det bliver drengene så glade for at høre”, siger Lene Nikolajsen, når vi overbringer de gode nyheder til klubben.
Lene er blandt de fire forældre bag FB-opslaget om Lillebror Lotteriet, der altså har sikret drengene 2.500 kr.
Som noget nyt i år kunne sælgere af Lillebrorlodder nemlig være med i konkurrencen om en ekstra pengepræmie ved at dele et billede/video på Facebook eller Instagram, skrive navnet på deres skole, klub eller forening og tagge Børnehjælpsdagen i opslaget.
Hele foråret har drengene fra Ikast samlet ind til et håndboldstævne i Ungarn, der løb af stablen i sidste uge – og det betalte sig med et lodsalg på 8.580 kr.
”Alle har bidraget på holdet til at tjene pengene til deres tur, og i forældre har betalt minimalt for dem. De har taget lodderne med til familiefester, konfirmationer og ringet på døre i deres nabolag. De er bare virkelig gode sammen – både til håndbold og socialt”, uddyber Lene Nikolajsen.
Med de ekstra 2.500 kr. fra Lillebrorkonkurrencen har der været endnu mere plads til oplevelser i Budapest, hygge, badning og muligheden for at dyrke fællesskabet.
Og netop at dyrke og styrke fællesskab og relationer er en vigtig del af Børnehjælpsdagen, der hver dag arbejder for anbragte børn og unge – og at de føler, nogen i deres liv støtter og lytter. Og Lene Nikolajsen er stolt over at være med på rejsen:
”Vi har valgt at støtte Børnehjælpsdagen, fordi der er mange flere børn og unge, der lider i Danmark, end folk er klar over. Det er sundt og fornuftigt af vores drenge at støtte denne sag, og være med til at gøre en forskel.”
Børnehjælpsdagens lotterier – Lillebror Lotteriet og Julelotteriet – bliver solgt af foreninger, klubber og skoleklasser, der tjener penge til fælles aktiviteter.
Overskuddet fra lodsalget går til Børnehjælpsdagens humanitære arbejde med at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark.
Børnehjælpsdagens næste lotteri er Julelotteriet fra d. 1. oktober 2023 – 1. januar 2024
Læs mere om tilmelding som sælgere her