30. januar 2024, 09:18 Af: Nina Schive

Fra selvbevidst til selvsikker: Victorias rejse med EMPOWER4U

EMPOWER4U har haft en dyb indvirkning på mange unge mennesker, heriblandt Victoria. Før hendes deltagelse i forløbet var hun tilbageholdende og bekymret for andres mening. Nu har hun genvundet tilliden til sig selv og ser lyst på fremtiden.

Fra selvbevidst til selvsikker: Victorias rejse med EMPOWER4U

EMPOWER4U har haft en dyb indvirkning på mange unge mennesker, heriblandt Victoria. Før hendes deltagelse i forløbet var hun tilbageholdende og bekymret for andres mening. Nu har hun genvundet tilliden til sig selv og ser lyst på fremtiden.
Ung kvinde står på scene og fortæller om EMPOWER4U

Inden deltagelsen på EMPOWER4U følte Victoria sig stærkt begrænset af frygten for at blive bedømt af andre. Hun gjorde en ihærdig indsats for at sikre, at alles trivsel var i fokus – undtagen hendes egen.

”Før EMPOWER4U var jeg meget tilbageholdende som person, og jeg tænkte alting igennem mindst 10 gange, før jeg kastede mig ud i noget. Det vigtigste for mig var, at andre havde det godt. Ellers syntes jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at være glad”, fortæller hun.

En nyfunden frihed

Men så fik hun anbefalet EMPOWER4U af sin plejesøster, som selv havde været afsted og talte meget varmt om det – især om hendes gode relation til sin mentor, som alle de unge bliver tilbudt som del af forløbet. Og efter at have været igennem forløbet med camps, tjek-ind dage og en masse gode øvelser, oplevede Victoria en markant forandring i sit syn på sig selv og verden omkring hende.

”Jeg er blevet en helt anden person. Jeg er nu bevidst om, at de ting jeg har i rygsækken ikke gør mig mere forkert end andre, det gør tværtimod bare, at jeg har nogle andre forudsætninger og kompetencer.”

Selvsikker og egenrådig navigerer hun nu gennem livet med en nyfunden frihed.

Fællesskabets styrke

Victoria fandt afgørende støtte i fællesskabet på EMPOWER4U – der blev en form på ”familie” – hvor de i teamet skabte et trygt rum ved at arbejde sammen og dele livserfaringer.

”Om dagen arbejdede vi med værktøjer og emner, som vi kunne bruge i dagligdagen. Jeg har faktisk brugt alle værktøjerne fra forløbet, på en eller anden måde. Det at dele med hinanden er supersvært, men for hver gang vi gjorde det, gik det mere og mere op for mig, at jeg ikke er alene i mine tanker og følelser.”

Livet lige nu

I øjeblikket tager Victoria et sabbatår for at opnå livserfaring. Hun arbejder som opvasker og vikar på en heldagsskole. Dette år fungerer som en bro mellem hendes tidligere selv og den kvinde, hun er ved at blive. Og Victoria ser positivt på fremtiden takket være EMPOWER4U-redskaberne, hvor drømmen om at studere psykologi står forrest i rækken.

”Jeg ved, at hvis jeg nogensinde får brug for hjælp til at opnå mine drømme for fremtiden, så står Børnehjælpsdagen altid klar; uanset om det er med at finde et job, en peptalk, eller lige det sidste skub så man kommer i gang igen”, afslutter Victoria.

Victoria er kommet rigtig langt på sin rejse. Efter EMPOWER4U er hun tilmed blevet ungeambassadør for Børnehjælpsdagen, hvor hun tager ud på skoler og fortæller om sin anbringelseshistorie, og hvordan Børnehjælpsdagen har gjort en positiv forskel for hende. Hun har bl.a. afholdt et oplæg for hele Sct. Albani Skolen i Odense, der hen over året samler ind til fordel for anbragte børn og unge.


©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.