Corona-virus i Danmark er ekstraordinært og historisk. Det er en situation, som rummer mange blandede følelser og tanker. Det kan være angstprovokerende og skræmmende. Det kan give perspektiv og større taknemmelighed for de ting, man savner. Faktum er, at vi alle bliver tvunget ud i nogle scenarier, som ingen havde forestillet sig.
Det åbner op for spørgsmålene: hvordan påvirker situationen de anbragte børn og unge? Hvad håber de for fremtiden efter Corona? Hvad glæder dig sig til – og hvad drømmer de om?
Børnehjælpsdagen har opfordret børnene og de unge til at dele deres tanker i en svær tid – og omsætte disse tanker til tegninger, video, digte, sange osv. De har fået to hjælpe-spørgsmål at arbejde ud fra:
1) Hvad drømmer du om at lave på den anden side af Corona?
2) Hvem drømmer du om at være sammen med på den anden side af Corona?
Børnehjælpsdagen har modtaget bidrag fra over 100 anbragte børn og unge, der bor i pleje eller på opholdssted. De unge mennesker er dermed blevet medforfattere til Danmarkshistorien – de har givet et vidnesbyrd.
Projektet har været med til at sætte gang i nogle gode snakke ude i plejefamilierne og på opholdsstederne.
“I Børnehjælpsdagen arbejder vi for at styrke anbragte børn og unge – og vi ved, at samtaler med fokus på optimisme, håb, glæde og drømme kan bidrage til dette. Det er særlig godt at blive mindet om de mennesker, man glæder sig til at være sammen med. Gode relationer er noget af det vigtigste for trivslen hos det enkelte menneske, både hos børn og voksne”, forklarer Børnehjælpsdasgens projektleder Ida Lissau Jacobsen.
”Efter Corona drømmer jeg om at lege med mine venner. Lege på klatre stativer, gynge, cykle på en rød cykel i børnehaven. Sejle med min farfar og komme i legeland”
– Pige i plejefamilie, 6 år.
”Nyheden er nu, at vi først må komme ud i samfundet efter 10. maj. Håber ikke det bliver forlænget. For så bliver det godt nok hårdt at komme i form igen. Så jeg drømmer om at komme tilbage til min svømning. Jeg svømmer på konkurrence plan og savner fællesskabet med alle mine svømmekammerater”
– Dreng i plejefamilie, 14 år
”Jeg tænker på, hvad nu hvis jeg fik Corona, hvad vil folk sige? Hvad ville de gøre? Hvis jeg kunne få et ønske, var det at komme hjem til min Oldemor og være sammen med hende. Jeg ville være sikker på, at hun havde det godt hele tiden”
– Pige i plejefamilie, 14 år.
”Jeg glæder mig til en dagligdag, hvor jeg kan gå frit rundt og være tæt på min mor – kramme hende og bare slappe af sammen. Jeg har også en god ven og lidt familie, som jeg gerne vil se. Men mest af alt tilbage til den almindelige skole og de almindelige rutiner”
– Pige i plejefamilie, 17 år.