4. april 2019, 13:00 Af: Sylvia Blazejowski

Handicap-forening modtager Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2019

Børnehjælpsdagen har hædret 'Foreningen for Børn og unge med Handicap - og deres Familier' ved en smuk prisuddeling på Københavns Rådhus.

Handicap-forening modtager Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2019

Børnehjælpsdagen har hædret 'Foreningen for Børn og unge med Handicap - og deres Familier' ved en smuk prisuddeling på Københavns Rådhus.
Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2019 uddeles på København Rådhus
På vegne af 'Foreningen for Børn og unge med Handicap og deres Familier' (FBHF) modtog formand Maj-Britt Emborg Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2019, der blev uddelt på København Rådhus den 4. april 2019. Foto: Kim Agersten.

Handicappede børn, unge – og deres familier – skal styrkes gennem frirum, gode oplevelser og netværk på tværs af diagnoser. Det er tanken bag ‘Foreningen for Børn og unge med Handicap og deres Familier’ (FBHF), der torsdag den 4. april blev hædret med Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2019.

Medstifter og formand, Maj-Britt Emborg, modtog prisen – og de medfølgende 50.000 kroner – på vegne af FBHF, der blev etableret i 2007 som en landsdækkende patientforening.

LÆS OGSÅ: Om FBHF – ‘5 skarpe’ til formand Maj-Britt Emborg

“Det betyder meget for FBHF at modtage Børnehjælpsdagens Lillebror Pris. Det glæder mig, at der bliver rettet fokus på mennesker med handicap, fordi det for mig personligt signalerer en anerkendelse af vigtigheden af, at familier til børn og unge med handicap finder sammen i et styrket fællesskab, hvor glæde og positive indtryk er nøgleord”, forklarer Maj-Britt Emborg, der selv har en handicappet søn på 22 år med rygmarvsbrok.

I følge formanden skal de 50.000 kroner gå til arrangementer for FBHF’s medlemmer, der kommer fra hele landet. De unge skal selv være med til at bestemme indholdet.

Medstifter og formand af FBHF, Maj-Britt Emborg (nr. 2 fra venstre) med unge medlemmer af FBHF - og søskende - var mødt op til prisoverrækkelsen af Lillebror Prisen 2019. Foto: Kim Agersten.

SMILfonden, FBHF og Talentspejderne til Lillebror Prisen 2019
De tre nominerede til Lillebror Prisen 2019. Fra venstre mod højre: Stifter og direktør Sisse Fisker fra SMILfonden, formand Maj-Britt Emborg fra FBHF (Foreningen for Børn og unge med Handicap og deres Familier) og sekretariatschef Tom Thinggaard Pedersen fra Talentspejderne. Foto: Kim Agersten.

Påskønnet for stor frivillig indsats

FBHF er blevet udpeget som årets prismodtager af Børnehjælpsdagens Priskomité. I første omgang var FBHF nomineret sammen med to andre kandidater – non-profit foreningen SMILfonden og Landsforeningen Talentspejderne – på baggrund af indstillinger fra offentligheden.

LÆS OGSÅ: Nomineret til Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2019

I en tale ved prisoverrækkelsen påskønnede Margit Ørsted, medlem af Priskomitéen, det værdifulde arbejde, som FBHF yder for familierne – herunder det faktum, at alle foreningens aktiviteter bliver drevet af frivillige og ulønnede kræfter – planlagt og styret fra private hjem.

Cirka 150 inviterede gæster overværede prisuddelingen, der fandt sted i Festsalen på Københavns Rådhus. Socialborgmester Mia Nyegaard stod for den officielle velkomsttale, mens Eventyrteatrets dygtige børn leverede underholdningen i form af uddrag af deres efterårsforestilling fra 2018: ‘Den Magiske Maske’

Eventyrteatret optrådte for det fremmødte publikum til prisuddelingen, som blev afholdt i den smukke festsal på Københavns Rådhus. Foto: Kim Agersten.

FAKTA OM BØRNEHJÆLPSDAGENS LILLEBROR PRIS

Børnehjælpsdagen har uddelt Lillebror Prisen siden 1993. Prisen uddeles til en person, organisation eller forening, der i det forgangne år har ydet en bemærkelsesværdig indsats for børn og unge i Danmark. Med prisen følger en check på 50.000 kroner samt en Lillebror-statuette, der er skabt af kunstneren Hanne Varming.

Se liste over tidligere prismodtagere
Læs mere på www.bhd.dk/lillebror-prisen


FAKTA OM FBHF

‘Foreningen for Børn og unge med Handicap – og deres Familier’ er modtager af Børnehjælpsdagens Lillebror Pris 2019. Medstifter og formand, Maj-Britt Emborg, modtog prisen på vegne af foreningen i selskab en gruppe af de unge medlemmer. FBHF har base i Odense. Læs mere på www.fbhf.dk

Se casevideo: Mike med muskelsvind (nominering)
Se takkevideo: Maj-Britt Emborg (nominering)

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.