Under overskriften ‘Dit Valg’ har Børnehjælpsdagen i løbet af november 2015 afholdt tre arrangementer, hvor otte tidligere anbragte med stort nærvær fortalte, hvordan de har brudt et socialt mønster. De tog et aktivt valg, og i dag har de den tilværelse, de drømte om, da de selv var teenagere.
Oplægsholdernes sammenstemmende budskab til de unge var, at når vi kunne, kan I også – men det kræver vilje og vedholdenhed samt gode voksne at støtte sig op af.
LÆS OGSÅ: Din fremtid er dit valg
En af de modige unge, der stillede sig op på scenen, var 23-årige Leika Fuglsang fra Charlottenlund. Her deler hun lidt af sin historie.
Hvad er din anbringelseshistorie?
Jeg var resultatet af en voldtægt og uønsket fra starten af mit liv. Min mor havde selv boet på børnehjem i 10 år, men valgte alligevel at anbringe mig og min tvillingebror, da vi kun var 10 måneder gamle. Først da jeg blev 9 år, blev min tilværelse mere stabil, da jeg fik plads på et behandlingshjem – her var jeg, indtil jeg fyldte 18 år.
Hvad er dit vigtigste budskab til de unge i dag?
Efter så mange år i institutionsverdenen blev jeg virkelig voksentræt, og da jeg fyldte 18 år, kunne det ikke gå hurtigt nok med at tage fat på min helt egen tilværelse. Så ramte ensomheden mig med 100 kilometer i timen, og det endte med at jeg tømte et pilleglas. Jeg fik tilbudt en mentor, som led i et efterværn, og det gjorde forskellen for mig. Jeg havde jo brug for en voksen omkring mig.
Hvordan er dit liv i dag?
Jeg vil gerne være pædagog, selvfølgelig! 🙂 Så jeg starter snart på pædagoguddannelsen efter at have bestået fire enkeltfag på VUC. Min kontakfamilie Janne og Klavs er mit et og alt, og jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er at få tilbudt et efterværn, når man fylder 18 år.
Til alle tre arrangementer deltog både unge anbragte, pædagoger og plejefamilier, og det har helt sikkert givet gode snakke efterfølgende.
“Tusind tak for de tre mest givende timer indenfor plejeområdet, jeg nogensinde har deltaget i. Jeg har været plejemor i 13 år og været til mange oplæg, foredrag, kurser men intet så lærerigt som det i dag. Virkelig fantastiske unge mennesker, ressourcestærke og sympatiske.” Sådan lød ordene Mette von Buchwald, en fynsk plejemor til pige på 12 år og biologisk mor til fire unge mennesker.
“Den tilbagemelding er vi naturligvis glade for”, fortæller Børnehjælpsdagens projektleder Susanne Jensen. “Vi har netop sat de her arrangemnter i søen for at inspirere unge anbragte til at tage et aktivt valg – ikke så meget i forhold til job og karrierer, men i den indstilling de møder verden med.”