Der ligger en betydelig succeshistorie bag projekt ‘Kærlighed i Kaos’, der er årets modtager af Børnehjælpsdagens Lillebror Pris.
‘Kærlighed i Kaos’ er et dansk forældretræningsprogram, som ADHD-foreningen har udviklet for forældre til børn med ADHD eller ADHD-lignende vanskeligheder i alderen 3-9 år. Siden projektets start har der været afholdt 29 kursusforløb i 16 større danske byer og tilbuddet er dermed nået ud til 390 forældre fra hele landet.
LÆS OGSÅ: Kærlighed i Kaos får Lillebror Prisen 2016
Vi har bedt ADHD-foreningens direktør, Camilla Louise Lydiksen, sætte flere ord på projektets tilbliven og foreløbige gode resultater.
“ADHD-foreningen har gennem årene fået rigtig mange henvendelser fra forældre til børn med ADHD, som efterspørger hjælp til de pædagogiske udfordringer, de lever med. De har savnet redskaber og metoder, som kunne støtte deres families udvikling i en positiv retning – altså træning i rollen som forældre til et barn med ADHD.
I 2010 begyndte vi derfor udviklingen af forældretræningsprogrammet ‘Kærlighed i Kaos’, som er baseret på frivillige professionelle.”
“Ud fra de positive tilbagemeldinger, vi har fået fra forældrene, ved vi at de oplever en stor forbedring i den måde, de ser sig selv som forældre; de har fået flere kompetencer, færre bekymringer og en større tro på deres egne evner. Eller som en af forældrene udtrykte det: ”Tak! For at jeg har fået glæden ved mit barn tilbage!!”
“Det er en stor anerkendelse for os at modtage Lillebror Prisen. Den anerkender ikke bare de forældre, som hver dag håndterer de udfordringer deres barns ADHD giver, men sætter også fokus på, at med de rette redskaber og netværksstøtte kan mennesker udvikle og forandre en svær situation.
Det er helt utroligt dejligt, at det vi selv troede på – og har brugt så meget energi på – giver så gode resultater, at vi nu har modtaget Lillebror Prisen. Det er et stort klap på skulderen til de mange medarbejdere og frivillige, som har været involveret.”
“Kærlighed i Kaos må ikke være forbeholdt forældre med mange penge, så de 50.000 kroner, der følger med prisen, vil gå direkte til at kunne lave mere forældretræning. Det betyder, at endnu flere forældre kan få adgang til de værktøjer og metoder, som vi ved virker i forhold til at skabe færre konflikter og mere harmoni i deres familie.”
“Jeg sender først og fremmest en tak til alle de frivillige, som stiller op uge efter uge, for at hjælpe forældre med at hjælpe sig selv. Også en stor tak til de mange forældre i ADHD-foreningen, som igen og igen har efterspurgt et tilbud af denne art. Det er dem, som har været vores motivation og vores mål.
Dernæst skal TrygFonden have stor tak for at støtte både udviklingen og effektmålingen økonomisk. Sidst men ikke mindst tak til SFI for at gå ind i arbejdet med at måle effekten af programmet.”
LÆS OGSÅ: Kort og klart om Kærlighed i Kaos (pjece udarbejdet af SFI i 2015)
Der er planlagt nye kursusforløb i 2016 og med de 50.000 kroner, der følger med Lillebror prisen, vil der blive afholdt endnu flere kurser i fremtiden. Kurserne bliver annonceret via ADHD-foreningens hjemmeside adhd.dk/kurser
Du kan også høre mere ved at ringe til ADHD-foreningen på telefon 70 21 50 55.