Børnehjælpsdagens Lillebror Pris kan fejre 25 års jubilæum ved den kommende prisuddeling, der finder sted den 22. marts 2018 på Københavns Rådhus.
Prisen blev stiftet tilbage i 1993 med det ønske at hædre en organisation, forening eller et projekt, der – ligesom Børnehjælpsdagen – yder en betydelig indsats for børn og unge i Danmark.
Variationen af prismodtagere har været stor: Fra dagbehandlingsskolen ‘Den Gule Flyver’ for børn og unge med dårlige erfaringer fra et ordinært skoletilbud (1993) over rådgivningstilbuddet TUBA for unge, som er børn af alkohol- og stofmisbrugere (2004) til forældretræningsprogrammet ‘Kærlighed i Kaos’ under ADHD-foreningen (2016).
Fælles for alle tre er, at de fortsat eksisterer – ligesom rigtig mange af de øvrige projekter og foreninger, der har modtaget prisen over årene.
SE OGSÅ: Listen over alle tidligere prismodtagere
En rundspørge blandt prismodtagerne gennem de sidste 25 år afspejler, at Børnehjælpsdagens hyldest og synliggørelse af de enkelte projekter, foreninger og deres forskellige målgrupper har haft stor værdi. Ord som ‘blåstempling’, ‘anerkendelse’, ‘døråbner’ og ‘skulderklap’ går igen:
“Lillebror Prisen gav pondus til at foreningen holdt ved sine ambitioner om at udvide sine aktiviteter og indflydelse større” (De Anbragtes Vilkår, 2015)
“Den betød flere henvendelser og større kendskab til vores arbejde særligt fra kommuner, boligforeninger og virksomheder” (Mind Your Own Business, 2013)
“Anerkendelsen af projektet var med til at vise, at projektet var vigtigt og værdigt til at fortsætte” (Foreningen Grønlandske Børn, 2009)
For Morten Thomsen, prismodtageren fra 1996, står det klart, at den store medieomtale, som Livslinien fik i kølvandet af prisoverrækkelsen, var med til at åbne døre.
“Det lykkedes os at få samlet en lang række relevante aktører, herunder daværende socialminister Karen Jespersen, til en stor høring samme efterår. Her annoncerede ministeren, at Danmark skulle have sin første nationale handlingsplan til forebyggelse af selvmord, og der fulgte to millioner med til formålet”, fortæller han.
LÆS OGSÅ: Nomineret for særlig indsats for børnene (prisuddeling 2018)
Med Børnehjælpsdagens Lillebror Pris følger en smuk statuette samt en check på 50.000 kroner. Det er et betydeligt beløb for de mange relativt nyetablerede foreninger, der har modtaget prisen gennem årene. Rundspørgen viser tydeligt, at pengene har bragt stor direkte værdi for både projektets målgruppe og for organisationen.
Her er nogle eksempler: