19. december 2023, 08:24 Af: Nina Schive

Julefest og ønsketræet med sin pynt

Børnehjælpsdagens julefestligheder og gaver viser børnene, at de bliver set, at de er værdige, at de har ret til at fejre jul med ønsker, der kan gå i opfyldelse.

Julefest og ønsketræet med sin pynt

Børnehjælpsdagens julefestligheder og gaver viser børnene, at de bliver set, at de er værdige, at de har ret til at fejre jul med ønsker, der kan gå i opfyldelse.

De årlige julefester er en af Børnehjælpsdagens ældste traditioner, og vi har unge med, som har deltaget de sidste 10, 12 – og helt op til 17 år. Når et af de store børn siger ”NU er det jul!” eller en 10-årig dreng udbryder ”yes!” over sin nye powerbank eller en lille pige krammer sin nye bamse med et kæmpe smil … så ser vi den forskel, som alle vores kræfter gør, hver og én, som har bidraget med gaver, indpakning, frivilligtimer og donationer– og juletræet stråler lidt ekstra.  

Med syv julefester syv forskellige steder i landet med lidt over 1000 deltagere i alt, skal maskineriet køre som smurt og logistikken skal være på plads. Hvem kører med hvem? Hvem leverer maden? Er der pynt på juletræet, når vi kommer? Hvem skal vise børnene rundt på museet? Hvem er med som frivillige? Hvem er pianist, og hvem er fotograf? Og ikke mindst, hvem skal have hvad i gave?

 

Ønskebogen og ønsketræet

Som del af traditionen laver vi en ønskebog med billeder af alle de gaver, vi tilbyder – i år består den af næsten 60 forskellige billeder og valgmuligheder. Den sender vi ud til alle institutioner, som derefter sender tre ønsker pr. barn tilbage til os, og så går nissen pakke-amok på lageret.

Børnene har julelys i øjnene, når de får overrakt gaven af vores skønne ambassadører og venner af huset, der alle frivilligt stiller op for at sprede lidt stjernestøv over arrangementerne.

Det varmer også ekstra meget, når virksomheder og medarbejdere har lyst til at give gaver til de anbragte. Landet over har de juletræer – eller ønsketræer – stående i virksomheden med fine små ønskesedler, som medarbejderne plukker og opfylder.

 

En jul med glæde og ønsker

Julefestlighederne og gaverne viser børnene, at de bliver set, at de er værdige, at de har ret til at fejre jul med ønsker, der kan gå i opfyldelse. Det er dyrebart for dem at føle sig set og værdsat individuelt og at mærke julestemningens varme, især for dem, hvor dette er deres vigtigste juletradition.

I Børnehjælpsdagen gør vi en forskel for mere end 2/3 af de over 13.000 anbragte, vi har i Danmark. Vil I være med til at støtte juleindsamlingen, så vi kan fortsætte arbejdet i 2024? Send os din julestøtte på MobilePay til os på 97324 – Eller giv en donation her (virksomhedsdonation)

Galleri

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.