2. december 2020, 10:01 Af: Sylvia Blazejowski

Julekaravane 2020: 400 anbragte børn og unge får julebesøg på deres opholdssted

Børnehjælpsdagen glæder og styrker børnene i en højtid, der kan være forbundet med et familiært afsavn. Besøgene er et alternativ til organisationens store julefester, der er aflyst pga. Corona.

Julekaravane 2020: 400 anbragte børn og unge får julebesøg på deres opholdssted

Børnehjælpsdagen glæder og styrker børnene i en højtid, der kan være forbundet med et familiært afsavn. Besøgene er et alternativ til organisationens store julefester, der er aflyst pga. Corona.
Julekaravane 2020: Børnehjælpsdagens ambassadører besøger et opholdssted
Børnehjælpsdagens ambassadører Janus Bakrawi, Bubber og 'Jøden' er med på årets julekaravane, hvor de blandt andet deler gaver ud til de anbragte børn. Foto: Janus Bakrawi.

Julekaravane 2020: I år kan mere end 400 anbragte børn og unge glæde sig til et helt særligt julebesøg.

Børnehjælpsdagen står nemlig bag en landsdækkende ‘Julekaravane 2020’, der kommer forbi mere end 30 opholdssteder og døgninstitutioner i december måned. Kendte ambassadører stiller op i den gode sags tjeneste for at hygge med børnene, dele gaver ud og bringe de positive følelser i spil.

Alternativ til julefester i en Coronatid

Julekaravanen erstatter Børnehjælpsdagens store julefester, der normalt bliver afholdt på danske kulturinstitutioner – med op til 120 anbragte børn og unge samlet. På grund af Corona er Julefesterne i år blevet aflyst.

“Så måtte vi tænkte kreativt. For højtiden skal naturligvis markeres. Det er en tradition i Børnehjælpsdagen og vi ved, at rigtig mange børn og unge havde glædet sig til julefesterne. Vores julekaravane er et rigtig godt alternativ – og faktisk også en gave i sig selv. Vi får lov til at opleve de unge mennesker på deres hjemmebane. Det giver en helt anden form for nærvær og tid til uformelle snakke, når vi kun møder 8-10 børn ad gangen”, forklarer projektleder Ida Lissau Jacobsen.

Ude på opholdsstederne er Julekaravanen blevet modtaget meget positivt. Pædagoger og børn har i den grad taget værtsrollen på sig med stort engagement, både i forhold til Corona-sikkerhed og til dét at byde gæster velkommen.

Støtte fra fondsmidler

Julekaravane 2020 bliver realiseret med midler fra Poul Due Jensens Fond. I 2018 donerede fonden 500.000 kroner til Børnehjælpsdagens julefester, og de penge rækker også til i år – altså, til den alternative indsats.

“Af alle udsatte børn i Danmark er de anbragte børn nogle af dem, der føler sig allermest ekskluderet i julen. Selvom julefesterne ikke bliver som de plejer, håber vi at Børnehjælpsdagen kan bære masser af lys og julestemning ind på institutionerne med årets julekaravane, udtaler fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.

Den planlagte tur for Julekaravane 2020 starter den 30. november og slutter den 17. december. I denne periode kommer Børnehjælpsdagen bl.a. forbi Slagelse, Ruds Vedby, Grenå, Kjellerup, Lemvig, Græsted og Svendborg.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.