Tusindvis af børn og unge kan se frem til et økonomisk tilskud i deres klub- eller klassekasse. Til sammen modtager de nemlig 2,7 millioner kroner for deres salg af Børnehjælpsdagens Julelotteri 2014, der netop er blevet opgjort.
Opgørelsen viser, at 16.000 unge sælgere fra 541 lokale foreninger, idrætsklubber og skoleklasser har været på gaden med Julelotteriet. De har solgt 315.000 lodsedler og dermed omsat for 6,3 millioner kroner i perioden 31. oktober til 24. december 2014.
En lodseddel koster 20 kroner i handelen, og deraf går 8,5 krone til den sælgende forening, klub eller klasse. Pengene er typisk øremærket stævner, lejrskoler, klubudstyr eller andre aktiviteter, der kommer børnene til gode.
Årets storsælger er Boldklubben Avarta fra Rødovre. Spillerne fra U/13B-holdet har omsat lodder for 63.720 kroner og har dermed tjent 27.081 kroner til deres klubkasse.
Overskuddet fra Julelotteriet går til Børnehjælpsdagens arbejde for anbragte børn og unge, der bor på døgninstitution eller hos en plejefamilie i Danmark. Disse børn får blandt andet støtte via særlige oplevelser, aktiviteter, læringsforløb samt gave- og computeruddelinger.
TOP TI – de bedste sælgere i Julelotteriet 2014
Omsæt. Fortjen. Sælgernavn
63720 kr. | 27081 kr. | Boldklubben Avarta U/13B (Rødovre) | |
62560 kr. | 26588 kr. | LG Gymnastik Modern (Gentofte, Lyngby, Holte) | |
62540 kr. | 26579,5 kr. | Løjtegårdsskolen 1 – 8 årgang (Kastrup) | |
59640 kr. | 25347 kr. | Hvidovre Svømmeklub (Hvidovre) | |
59000 kr. | 25075 kr. | LG Gymnastik Akro Gymstars (Gentofte, Lyngby, Holte) | |
57200 kr. | 24310 kr. | BK Avarta U13 a drenge (Rødovre) | |
53360 kr. | 22678 kr. | Idestrup Privatskole (Idestrup) | |
52800 kr. | 22440 kr. | HGF Håndbold (Hammel) | |
50160 kr. | 21318 kr. | Lillerød Badmintonklub (Lillerød) | |
42860 kr. | 18215,5 kr. | Lollands Juniorfælleshold (Rødby, Holeby) |