Heidi fra Viborg har skrabet sig til den HELT store gevinst, nemlig hovedpræmien i Julelotteriet 2020. Det betyder, at hun har vundet et gavekort på 75.000 kroner til Elgiganten.
Vinderloddet købte Heidi på sin arbejdsplads af en kollegas datter, der solgte lodder for sin lokale forening. Faktisk var de en gruppe af medarbejdere, der købte lodsedler for at bakke op om det gode formål. Alle de andre skrabede deres lodder med det samme, mens Heidi puttede sit lod i skuffen. Hun skulle klare et telefonopkald.
Tiden gik, og først to uger senere kom hun i tanke om loddet.
”Mine kolleger lavede trommehvirvel, da jeg skulle til at skrabe. Ingen troede, at der ville være gevinst, MEN DET VAR DER! Og så kiggede mine kolleger og jeg ellers bare 10 gange på hinanden – og vinderloddet. Det var helt surrealistisk”, forklarer Heidi, der i øvrigt ønsker at være anonym.
Hovedpræmien i Julelotteriet 2020 har i sagens natur udløst jubelscener på hjemmefronten.
”Glæden er kæmpe stor. Alle i familien, og nok især familiens teenagere, kan nemlig se mange muligheder i så stort et gavekort til Elgiganten”, forklarer Heidi med et smil.
Børnehjælpsdagens Julelotteri 2020 omfatter i alt 550.000 skrabelodder. Af disse er 7858 gevinstlodder. Blandt gevinstloddene er der én hovedpræmie – altså netop den, som Heidi fik i skuffen.
Har du også skrabet dig til en gevinst i Børnehjælpsdagens Julelotteri 2020?
Vær opmærksom på, at fristen for indløsning af gevinstlodder er forlænget til den 19. februar 2021 – grundet forlængelsen af Covid-19 restriktionerne.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp i forbindelse med indløsning af gevinstlodder, så kontakt os pr. mail: lotteri@bhd.dk
Du kan også læse mere her
Børnehjælpsdagens lotterier – Lillebror Lotteriet og Julelotteriet – bliver solgt af foreninger, klubber og skoleklasser, der tjener penge til fælles aktiviteter.
Overskuddet fra lodsalget går til Børnehjælpsdagens humanitære arbejde med at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark.
Børnehjælpsdagens næste lotteri er Lillebror Lotteriet, der sælges i perioden: 27.2. – 6.6. 2021.
Læs mere om tilmelding som sælgere her