Gulerodssuppe, madmuffins og kylling i svøb er billigt, sundt og lækkert. Men så kræver det vel lidt overskud at lave? – Nej, såmænd ikke.
Børnehjælpsdagen har som led i projektet Kitch’n’cool udviklet en kogebog. Den skal være med til at knække koden for sund og nem madlavning for udsatte unge på vej til en selvstændig tilværelse, hvor de skal tage ansvar for egen sundhed og madvaner.
LÆS OGSÅ: Det bliver cool at gå i køkkenet
”Opskrifterne i bogen er først og fremmest sunde, men maden skal også være nem at lave for de unge mennesker og den skal smage godt. Det nytter ikke at lave opskrifter, der oser af sundhedsfreak”, forklarer Børnehjælpsdagens projektleder, ernærings-ekspert og kogebogsforfatter, Anne Henriksen.
At få den gode idé – og få planlagt indkøbene – kan for mange unge virke uoverskueligt. Og ekstra svært kan det være for de udsatte unge, fordi en stor del ikke fået erfaring med gode madvaner og sund mad i deres opvækst.
Opskrifterne i Kitch’n’cool-kogebogen er derfor fulgt til dørs med tidsangivelser, prisindikation og indkøbslister.
“Prisoverslaget på de enkelte retter er med til give de unge en ’hold da op’-oplevelse. De kan se, at man jo faktisk kan lave pizza til sig selv i en hel uge for prisen på én pizza fra det lokale pizzeria”, forklarer Anne om de første reaktioner på bogen, der i alt indeholder 32 opskrifter, fordelt på mellemmåltider, hovedmåltider og desserter.
Én af Annes visioner er at give de unge en basisviden om, hvad man kan lave af sund og billig mad – en viden, som de unge så kan bygge videre på selv.
“I vores pilotfase havde vi nogle drenge, der var ret skeptiske overfor vegetarmad, men kartoffelpizzaen faldt faktisk i ret god jord. Nogle kom flere krydderier på eller gjorde den stærkere, og så synes de jo pludselig, at den smagte meget godt – selvom der ikke var peperoni eller kebab på”, fortæller Anne med et smil.
Når madlavning bliver en succesoplevelse, boostes ikke kun de unges fysiske sundhed men også deres selvstændighed og selvværd. I sidste ende er håbet derfor også, at kogebogen vil give dem mod på at tage en værtsrolle på sig, eksperimentere med maden og ikke mindst bruge madlavning som indgang til nye fællesskaber.
LÆS OGSÅ: Kitch’n’cool giver madmod og nye venskaber (mød Farzad)
Erfaringer fra Børnehjælpsdagens arbejde med udsatte unge viser, at fysisk og mental sundhed er den bedste basis for et aktivt liv med gode sociale relationer og dermed en god ballast for de unge at stå stærkere i deres voksenliv.
OM PROJEKT KITCH’N’COOL
• Målgruppen for projektet Kitch’n’cool er anbragte og udsatte unge (15-22 år) på vej ud i egen bolig. I løbet af projektet deltager ialt 90 unge i et madlavnings-læringsforløb for at få større kendskab til sunde råvarer og mere mod til at lave mad selv.
• Som element i projektet har ernæringsekspert Anne Henriksen udviklet kogebogen Kitch’n’cool, som de unge får med sig efter forløbet.
• Den danske hjælpeorganisation Børnehjælpsdagen står bag Kitch’n’cool, der er udviklet i regi af Måltidspartnerskabet med deltagelse af Landbrug & Fødevarer, Teknologisk Institut- AgroTech, Fødevarestyrelsen og Foreningen af Kliniske Diætister.
Foto: Børnehjælpsdagen (øverst) og Allan Trolle (nederst).