8. marts 2024, 13:52 Af: Nina Schive

Lillebror Lotteriet er igen på gaden og viser historisk samfundssind

Den 24. februar 2024 er Børnehjælpsdagens Lillebror Lotteri på gaden over hele landet, hvor skrabelodderne blive solgt af tusindvis af engagerede børn og unge fra lokale klubber, foreninger og skoleklasser rundt i hele landet. I år har Børnehjælpsdagen eksisteret i 120 år som humanitær indsats med folkelig opbakning til de mest udsatte børn og unge i vores samfund.

Lillebror Lotteriet er igen på gaden og viser historisk samfundssind

Den 24. februar 2024 er Børnehjælpsdagens Lillebror Lotteri på gaden over hele landet, hvor skrabelodderne blive solgt af tusindvis af engagerede børn og unge fra lokale klubber, foreninger og skoleklasser rundt i hele landet. I år har Børnehjælpsdagen eksisteret i 120 år som humanitær indsats med folkelig opbakning til de mest udsatte børn og unge i vores samfund.
Lillebror-figur i København

Stolte foreningsbørn og skolebørn indtager nu gaderne med deres Lillebrorlodder under armen!
Når de sælger lodder sparer de sammen til fantastiske aktiviteter og oplevelser for deres fællesskab.

Men det bedste af det hele?

Den anden halvdel af overskuddet går til at støtte anbragte børn, så de også kan få gode oplevelser i barndommen og blive styrket til en lys fremtid, ligesom deres jævnaldrende.

Børn hjælper børn i fællesskab

Når vores børn i dag tager del i Lillebror Lotteriet, er de en del af en lang og stolt tradition i Danmark. Det er en tradition, hvor vi som samfund samles, store som små, kendte som menigmand, for at samle penge ind til støtte for børn og unge, der har brug for ekstra hjælp fra fællesskabet.

Der er i dag langt fra de kummerlige forhold, som Johan Carlsen (Kommunelægen, der stiftede Børnehjælpsdagen) var vidne til i 1904 på datidens børnehjem. Børnene lever ikke længere under elendige forhold eller mangler at få opfyldt basale behov som mad og tøj. Men det er stadig en belastning for et barn at vokse op uden en mor og far. Derfor har opbakningen til Børnehjælpsdagen en aktualitet, der gjaldt for 120 år siden, og stadig i dag.

En regnvejrsforsikring blev til et lotteri

Historien om Børnehjælpsdagen går tilbage til 1904, hvor den blev stiftet med det formål at indsamle penge til børn i nød. Dengang var det en årlig tilbagevendende begivenhed med optog og indsamlinger i gaderne. Det hele begyndte i København, men spredte sig hurtigt til resten af landet.

I årene 1922 og 1925 blev Børnehjælpsdagens indsamlinger bogstaveligt talt regnet væk, hvilket førte til faldende indtægter. Derfor overvejede Børnehjælpsdagens forretningsudvalg at tegne en forsikring, der kunne dække dårligt vejr under indsamlingerne. Men idéen om en regnvejrsforsikring viste sig at være alt for dyr. Det var her Philip Sørensen, et medlem af Børnehjælpsdagens hovedkomite, kom med en genial idé: hvorfor ikke lave et lotteri, der kunne sælges i forbindelse med den årlige begivenhed?

Et lod for én krone

I 1926 så Børnehjælpsdagens lotteri, Store Tombola, dagens lys. Det blev solgt i ugen op til Årets Børnehjælpsdag, både fra kiosker og på gaden af de mange frivillige, der støttede Børnehjælpsdagen. Hvert lod kostede 1 krone, og det første år var der hele 16.000 præmier at vinde.

Store Tombola er i dag kendt under navnet Lillebror Lotteriet, opkaldt efter Lille Bror, der var en del af Børnehjælpsdagens logo og navnet på Lille Bror-bladet i perioden 1923-1951. Selvom meget har ændret sig gennem tiden, er Lillebrorloddets ikoniske halvmåneformede ark forblevet den samme.

Drømmerejsen eller 10.000 cigaretter?

Gevinsterne i lotteriet har naturligvis ændret sig med tidens trends og krav. Hvis du er heldig nok til at vinde hovedgevinsten i år, kan du tage dine kære med på en Albatrosrejse til en værdi af 75.000 kr. Men gevinsterne har ikke altid været så moderne. I 1945 kunne vinderne eksempelvis vinde alt fra cykler og 10.000 cigaretter til silkekjoler. Og i 1960’erne og 1970’erne var hovedgevinsten hvert år en bil. En af de største gevinster var endda et rækkehus, selvom vinderen aldrig meldte sig.

Når du møder en sælger

Ved at købe et lod til Lillebror Lotteriet for 30 kr. støtter du Børnehjælpsdagens arbejde med at hjælpe anbragte og udsatte børn og unge i Danmark. Samtidig støtter du den sælgende forening eller klasse, der tjener op til halvdelen pr. lod til deres fællesskab. Så selv hvis du ikke møder en sælger i dit lokalområde, kan du stadig støtte op om Børnehjælpsdagens sag for udsatte børn ved at give en donation.


©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.