27. februar 2019, 16:29 Af: Sylvia Blazejowski

Lillebror Lotteriet 2019 “i luften” – nu med større salgsprovenú

Salget af Lillebror Lotteriet 2019 starter den 2. marts. Det er stadig muligt at tilmelde sig som sælgere og tjene gode penge til fælleskassen: 11 kroner pr. solgt lod.

Lillebror Lotteriet 2019 “i luften” – nu med større salgsprovenú

Salget af Lillebror Lotteriet 2019 starter den 2. marts. Det er stadig muligt at tilmelde sig som sælgere og tjene gode penge til fælleskassen: 11 kroner pr. solgt lod.
Tusindevis af børn og unge er klar til at sælge Børnehjælpsdagens Lillebror Lotteri 2019. Foto: Børnehjælpsdagen.

Børnehjælpsdagen melder klar til Lillebror Lotteriet 2019! Fra den 2. marts til den 2. juni går flere tusinde skoleelever og foreningsbørn på gaden for at sælge de traditionsrige lodsedler – i alle dele af landet.

Blandt flere tiltag i årets Lillebror Lotteri lancerer Børnehjælpsdagen en ny lodpris på 25 kroner.

Det betyder også, at de sælgende foreninger og klasser kan tjene endnu flere penge til sig selv – nemlig hele 11 kroner pr. solgt lod (uanset hvor mange lodder, de sælger eller returnerer).

Stor fortjeneste i sigte

Én af de skoler, der glæder sig til salget, er Institut Sankt Joseph på Østerbro i København. Her har indskolingen og mellemtrinnet sat sig som mål at sælge 17.100 Lillebror-lodder! Hvis det lykkes, så tjener eleverne næsten 190.000 kroner, der primært går til klassekasserne.

I 2017 solgte eleverne 12.000 Lillebror-lodder – dengang gik pengene til en ny skolegård.

“Jeg har rimelig høje forventninger i år, især til 3. og 4. klassetrin. De er meget spændte og vil gerne hurtigt i gang med at sælge. Generelt er der stor efterspørgsel på at sælge i de små klasser. Her hjælper forældrene også til”, forklarer James Malone, der er lotteri-koordinator på skolen.

Overskuddet fra lotteriet går til Børnehjælpsdagens arbejde med at styrke anbragte børn og undsatte unge, der typisk bor i plejefamilie eller på institution i Danmark. Det har en stor betydning for eleverne og deres motivation, at de ved, at de gør en humanitær forskel for andre.

Plads til flere sælgere

Institut Sankt Joseph er en af de skoler, der går “all in”, når det handler om salg af Lillebror-lodder. Det kan dog også gøres i langt mindre skala. I de fleste tilfælde er det nemlig en enkelt skoleklasse eller for eksempel et hold i en sportsforening, der gør brug af den gode indtjeningsmulighed.

Sidste år var 272 foreninger, klubber og klasser med i Lillebror Lotteriet. Til sammen tjente de cirka 1,4 millioner kroner – det vil sige et gennemsnit på cirka 5150 kroner pr. sælgerhold.

Det er muligt at tilmelde sig som sælgere af Lillebror Lotteriet 2019 i hele salgsperioden (2. marts – 2. juni 2019). Tilmelding er gratis og udsolgte lodder kan altid returneres.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Relaterede nyheder

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.