6. marts 2015, 13:29 Af: Sylvia Blazejowski

Væk med det hvide morgenbrød

De gode madvaner er i fokus på opholdsstedet Vestermarken, der deltager i Børnehjælpsdagens projekt ’Sundt Hjem’

Væk med det hvide morgenbrød

De gode madvaner er i fokus på opholdsstedet Vestermarken, der deltager i Børnehjælpsdagens projekt ’Sundt Hjem’
Foto: Colourbox.

Over tolv uger arbejder Børnehjælpsdagen med personalet på opholdsstedet Vestermarken. De voksne skal have mere viden og flere redskaber, som skal sikre, at deres anbragte unge får en sundere hverdag.

”Vi har haft meget svært ved at motivere vores unge til at spise sundt og være fysisk aktive. Mange af dem er i teenagealderen og har samtidig dårlige madvaner med sig hjemmefra. Vi er inde i en periode, hvor de slet ikke spiser grønt, men helst kun kød, pasta og pizza”, forklarer Vibeke Lyngby Bergendorff, der pædagogisk medarbejder.

Med hjælp fra Børnehjælpsdagen har personalet nu taget ’skeen i den anden hånd’. I stedet for at rette fokus direkte mod de unge, så arbejder pædagogerne med sig selv og deres interne procedurer. Målet er blandt andet at nedskrive en madpolitik.

”Pædagogerne kan have meget forskellige holdninger til mad. Men det duer ikke, at den ene pædagog siger ok til kage, mens den anden siger nej. Derfor hjælper vi de voksne med at finde fælles fodslag. Det er en forudsætning for, at madkulturen kan blive bedre”, fortæller Børnehjælpsdagens projektleder Anne Sønderlind Henriksen.

De unge lytter til andre udefra

I første omgang har Vestermarkens pædagoger arbejdet med et fast regelsæt omkring morgenmaden. De er blevet enige om, at der ikke skal være hvidt brød på bordet i hverdagene. Næste step bliver at formidle denne beslutning til de unge.

”Vi vil fortælle, at alle nye tiltag omkring maden er lavet i tæt samarbejde med Børnehjælpsdagen, da Børnehjælpsdagen har en kæmpe stjerne hos vores unge. Generelt er det sådan, at de gerne vil lytte til andre, der kommer udefra”, afslutter Vibeke Lyngby Bergendorff.

I øjeblikket bor otte unge i alderen 12-18 år på Vestermarken, der ligger på Samsø. Børnehjælpsdagens forløb med opholdsstedet startede op i uge 8. Projektet ’Sundt Hjem’ er støttet af TrygFonden.

KAN DU LI' HVAD DU LÆSER
Smid en kommentar

©Børnehjælpsdagen 2020. Alle rettigheder forbeholdes.