Over 200 glade kræmmere kan sammen med Ankers Tivoli se tilbage på fire solrige forårsdage (10-13. maj 2018) med godt salg af genbrugsguld, brugte sager og nye varer og underholdning for hele familien på den 28. udgave af Børnehjælpsdagens kræmmermarked på Bellahøj.
I løbet af de fire dage var der koncerter med store musiknavne på både Tivoliscenen og rundt om i musikteltene; heriblandt Bro, Rasmus Nøhr, Albert Dyrlund, Mig og Bonden og Scotty McIrish Duo.
Kræmmermarkedet bød også på mange gratis indslag for børnefamilierne, fx 500 fribilletter til karrusellerne uddelt af Børnehjælpsdagens direktør Ina Thorndahl og Pingvinen Pelle, der uddelte lækre Frisko-is.
Som altid var Børnehjælpsdagens til stede med egen info-stand, hvor der var aktiviteter for både store og små.
Børnene kunne glæde sig over gratis balloner, prøve ‘gribe-flødeboller-maskinen’ og tegne forvandlingsmaskiner med inspiration fra Børnehjælpsdagens årsplakat 2018, som er skabt med afsæt i de forvandlingsmaskiner, som 15 anbragte børn har designet og tegnet på en workshop.
I standen var der ligeledes gode loppefund at gøre, da Børnehjælpsdagen som noget nyt solgte gamle ting og sager, der var doneret til formålet.