For andet år i træk får Børnehjælpsdagen støtte gennem Jewelry for a good cause, hvor otte kendte danskere hver især har designet et velgørende smykke. Denne gang er det den internationalt anerkendte makeup-artist Nicci Welsh, der har peget på Børnehjælpsdagen. Hun har skabt en halskæde med tre fine vedhæng.
Det ene vedhæng bærer tre gamle, nordiske symboler. De repræsenterer henholdsvis ’the power of protection’, ’infinity’ og ’the power of change’. Det andet vedhæng er formet som en kugle, der symboliserer en jordklode. Det sidste vedhæng er en lille talisman, som skal beskytte mod onde kræfter.
Halssmykket er i handelen fra den 23. august 2017, men kan allerede nu forudbestilles på www.jewelrybyad.com. Prisen er 599 kroner, hvoraf 100 kroner går til Børnehjælpsdagens arbejde med at styrke anbragte børn og udsatte unge, der enten bor på et børnehjem eller hos en plejefamilie i Danmark.
”Idéen er, at de unge mennesker, der bærer halssmykket, skal føle sig beskyttet og føle, at de har ubegrænsede muligheder for at udvikle sig – ikke blot i Danmark, men også på verdensplan. Samtidig skal de vide, at de selv kan ændre deres livsmønster i den retning, de ønsker”, forklarer Nicci Welsh, der netop har haft de anbragte børn og unge i tankerne, da hun lavede sit design.
Siden tilblivelsen af halssmykket har Nicci Welsh besøgt Børnehjælpsdagens kontor på Amager og har fået mere indsigt i organisationens daglige virke. Hun er ikke i tvivl om, at hun har valgt det rigtige formål at støtte gennem smykkesalget:
”Jeg ønsker at støtte Børnehjælpsdagen og de anbragte børn, fordi jeg mener, at vi alle skal have de samme muligheder for at vokse, drømme og skabe det liv, vi alle fortjener. Vores baggrund og historie er forskellig, men det må ikke begrænse os eller diktere hvordan, vi former vores egen tilværelse. Børnehjælpsdagen er med til at skabe håb og forudsætninger, der styrker de unge mennesker – det vil jeg også gerne være med til”, forklarer Nicci Welsh.
Nicci Welsh er født i England, men har boet mange år i Danmark.
Hun driver i dag Nicci Welsh Makeup Academy på Frederiksberg, hvor det er muligt at tage en uddannelse som professionel makeupartist.
Nicci arbejder internationalt og har stylet mange kendte personligheder, for eksempel Paris Hilton, Nora Jones, Robbie Williams, Aura og Nick & Jay.
Tidligere har Nicci været på skærmen som stylist i det danske ungdomsprogram ’Puls’.
Nicci brænder for at inspirere, motivere og give andre mulighed for skabe den karriere og det liv de drømmer om.
Læs mere på: www.nicciwelsh.com
Jewelry for a good cause engagerer hvert år kendte danskere til at designe et smykke til fordel for en velgørende sag eller organisation.
Idékvinden bag Jewelry for a good cause er den danske smykkedesigner Annemette Djernæs, der ejer Jewelry by AD.
Sidste år var sangerinden Szhirley blandt de kendte deltagere. Hun designede et halssmykke til fordel for Børnehjælpsdagen. Vedhænget havde form som en drømmefanger.
Børnehjælpsdagen modtog 30.032 kroner via Jewelry for a good cause 2016 og salget af Szhirleys drømmefanger.
Læs mere på: www.jewelrybyad.com